VIVE undersøger, hvordan kommunerne arbejder med at fastholde myndighedsrådgivere
Undersøgelsens deltagere:
- Børn, unge og familie
- Ledelse og implementering
- Socialområdet Børn, unge og familie, Ledelse og implementering, Socialområdet
Hvis et barn, der modtager en social indsats, skifter sagsbehandler mange gange, har det flere negative effekter.
Den specifikke viden om det enkelte barn eller den enkelte unge, som er afgørende for at sikre gode forløb, risikerer at gå tabt. Derudover er det vanskeligt at skabe og bevare den relation til barnet, som sikrer, at børnene og de unge oplever at blive hørt og inddraget i deres sag.
Politisk er der fokus på udfordringerne, og det fremgår således i den politiske aftale om reformen ’Børnene Først’, at ”Børn har ret til kontinuitet og færre sagsbehandlerskift”.
VIVE undersøger, hvor omfattende problemer med skift af sagsbehandlere på det specialiserede børne- og ungeområde er, og hvilke forskelle der er mellem kommunerne.
Undersøgelsen skal desuden give inspiration til, hvordan kommunerne kan arbejde med at fastholde myndighedsrådgiverne.
Metoder
Kortlægningen af sagsbehandlerskift i de enkelte kommuner afdækkes via data fra KRL (Kommunernes og Regionernes Løndatakontor) samt survey-data omhandlende kommunernes organisering på området.
Kommunerne har forskellige strukturelle vilkår, som kan have betydning for mulighederne for at opnå en lav grad af sagsbehandlerskift.
Derfor gennemføres en statistisk analyse af, hvilke sammenhænge der er mellem omfanget af kommunernes sagsbehandlerskift og en række andre variable på kommuneniveau, herunder kommunestørrelse, land/by kommune, kommunernes organisering, variable for befolkningens socioøkonomiske sammensætning samt kommunens ressourceforbrug på området.
Derudover foretages der casestudier med interviews af myndighedsledere og myndighedsrådgivere i fem forskellige kommuner for at få dybdegående beskrivelser af, hvordan man i praksis arbejder med at styrke fastholdelsen på området og reducere tab af viden og relationer i overleveringen af sager.
Interviewene skal give svar på, hvordan man strategisk, organisatorisk og kulturelt har arbejdet med problemstillingen, og hvad andre kommuner kan lære af de erfaringer, man har gjort sig.
Undersøgelsens deltagere
Projektleder
Projektmedarbejdere
Om denne undersøgelse
Finansieret af
Finansieret af Økonomi- og Indenrigsministeriets årlige trækningsret på analyse- og forskningsopgaver fra VIVE