Hvad betyder de fysiske rammer på botilbud?
Undersøgelsens deltagere:
- Maria Røgeskov
- Anna Amilon
- Didde Cramer Jensen
- Thorben Peter Høj Simonsen
- Socialområdet Socialområdet
De fysiske rammer på et botilbud kan have stor betydning for beboernes trivsel, ensomhed og samfundsintegration. Det er i de fysiske rammer på botilbud, at beboerne modtager socialfaglig støtte og lever store dele af hverdagslivet med daglige gøremål, fritidsinteresser og privatliv med familie, venner og kærester. Men der mangler viden om, hvilke fysiske rammer der kendetegner botilbuddene i Danmark, hvordan de fysiske rammer hæmmer og fremmer beboernes trivsel, samt hvordan beboere, personale og pårørende oplever disse rammer.
Fysiske rammer på botilbud spænder over mange forhold
Når vi taler om fysiske rammer på botilbud, så inkluderer det både botilbuddets indendørs- og udendørsarealer, herunder rumstørrelse, indretning og boligstandard, samt botilbuddets placering i nærmiljøet, herunder adgang til indkøbsmuligheder, offentlig transport og fritidsaktiviteter.
Helsefonden finansierer dette projekt, hvor vi skal undersøge betydningen af fysiske rammer på botilbud i Danmark i forhold til beboernes trivsel og samfundsintegration. Projektet skal resultere i en række forslag til, hvordan de fysiske rammer kan forbedres til gavn for beboernes trivsel.
Metoder
I projektet gennemfører vi tre delundersøgelser, der samlet set giver bred viden om de aktuelle fysiske rammer på botilbud og dybdegående viden om beboeres, medarbejderes og pårørendes oplevelse af de fysiske rammer på botilbud, og hvad de betyder for trivsel og samfundsintegration.
Første delundersøgelse er en spørgeskemaundersøgelse til ledere af botilbud, hvor vi kortlægger de fysiske rammer, fx botilbuddets beliggenhed i forhold til det øvrige samfund, dets indretning, størrelse og boligstandard.
I anden delundersøgelse undersøger vi via en spørgeskemaundersøgelse blandt beboere på botilbud sammenhængen mellem beboernes trivsel og de fysiske rammer på botilbuddet.
I tredje delundersøgelse går vi tæt på det levede hverdagsliv i tre botilbud, hvor vi gennem observation og interviews med hhv. beboere, medarbejdere og pårørende undersøger oplevelser af de fysiske rammers betydning for beboernes trivsel og samfundsintegration.
Projektet forventes afsluttet foråret 2026.
Undersøgelsens deltagere
Projektleder
Projektmedarbejdere
Om denne undersøgelse
Finansieret af
Helsefonden