Børn som moralske aktører i familier
Undersøgelsens deltagere:
- Børn, unge og familie Børn, unge og familie
Der har de seneste år været et øget fokus på ’det gode forældreskab’, og hvilke forventninger der er til det at være forælder i dag. Tidligere undersøgelser har blandt andet set på, hvilke moralske forventninger forældre møder i forskellige institutionelle kontekster og offentlige debatter – moralske forventninger til, hvad det vil sige at være en ‘god forælder’ og at give sit barn en ‘god barndom’. Det moralske fokus på det moderne familieliv har dog ikke omfattet børn og de moralske forventninger, som de oplever i deres familieliv.
Det er vigtigt både at undersøge, hvordan børn ’gør’ familie, dvs. de handlinger og aktiviteter, som de gør som en del af en familie, og at undersøge, hvorfor de gør, som de gør. En indgangsvinkel til at forstå dette er at udforske de hverdagsmoraliteter, der omgiver børns familieliv – det vil sige, hvilke ideer om det ’gode’ barn og den ’gode’ barndom, som børnene trækker på i hverdagen.
Fokus på børn og unges egne perspektiver
Dette forskningsprojekt sætter fokus på børn som moralske aktører – det vil sige, hvordan børn handler i forhold til, hvad de opfatter som rigtigt og forkert i en familiekontekst. Projektet har fokus på børn og unges egne perspektiver og vil både undersøge de moralske ideer om rigtigt og forkert, som børn oplever at møde i deres hverdag, og hvordan de handler i relation til og reflekterer over disse ideer og forventninger.
Projektet vil have fokus på børn i forskellige typer af familier, for eksempel familier i opbrud og familier, der oplever stabilitet. Det kan give et indblik i, hvordan børn navigerer og forhandler deres familierelationer, når familiens situation bliver sat på spidsen. Denne viden vil for eksempel kunne bruges, når børn er involveret i sager med de sociale myndigheder.
Undersøgelsen løber over tre år og bygger på interviews og fokusgruppeinterviews med børn og unge.
Undersøgelsens deltagere
Projektleder
Projektmedarbejdere
Om denne undersøgelse
Finansieret af
Danmarks Frie Forskningsfond