Vi samskaber på livet løs – men hvordan gør vi det bedst?

Næsten alle kommuner har fokus på at samarbejde mere med borgere, pårørende og andre interessenter i lokalsamfundet. Samskabelse er blevet et af de nye buzzwords i kommunerne, og det skorter ikke på visioner og vilje til at producere mere effektive, bedre og måske billigere velfærdsløsninger til borgerne ved at samskabe.

Samskabelse er dog stadig et forholdsvist nyt ord i vores ordforråd. Vi ved endnu ikke særlig meget om, hvor meget eller hvordan kommunerne samskaber i praksis. Som med de fleste nye ord går der et stykke tid, før vi har en fælles forståelse af, hvad ordet betyder. Hvad er samskabelse egentlig? I den internationale forskning forstås samskabelse som et ligeværdigt og gensidigt samarbejde mellem aktører fra forskellige sektorer om at definere, udfolde og evaluere velfærdsløsninger.

Samskabelse er altså temmelig vidtrækkende og radikalt anderledes end den måde, som offentlige myndigheder plejer at samarbejde med civilsamfund og borgerne på her i Danmark. Og det er også en helt ny og anderledes måde at definere og udrulle indholdet af kerneopgaver og indsatser. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke i Danmark kan udvikle vores egen forståelse af den nye internationale produktionsform. Vi kan for eksempel vælge at bevare mål og rammestyring om samskabelsen, som det sker nogle steder. Men det kan være klogt at gøre sig overvejelser om, hvad forskellige måder at samskabe på betyder for borgernes adgang til ressourcer og støtte – og for løsningernes effekt. Og her er netop den internationale forskning overordentlig anvendelig.

Ikke et quick fix

Når kommunen indgår i samskabelse, flytter den det politiske forhandlingsrum fra rådhuset til lokalsamfundet og skaber løsninger sammen med borgere og interessenter, der besidder andre videns- og erfaringsformer end kommunen. Samskabelse er ikke rene bottom up-processer og borgermagt. Ej heller er det et ønske om at overlade borgerne til sig selv eller at erstatte professionelle medarbejdere med frivillige. Der er tale om en helt fjerde vej.

Værdien i samskabelsen ligger i fusionen mellem den erfaringsbaserede viden og den faglige viden. Forskellige former for ressourcer og netværk bliver aktiveret i en synergieffekt, og det er med til at skabe bedre løsninger til borgerne. Der skabes ganske enkelt ny viden og nye handlerum for borgerne.

Hvis samskabelse for alvor skal skabe bedre velfærd for borgerne, skal den være transformerende. Det vil sige, at de professionelle, borgerne og de frivillige skal gå sammen i en fælles praksis, hvor de vante roller nedbrydes (se faktaboks), og planlægning, styring og ledelse bliver en kollektiv proces. Derved undgår man, at samskabelse blot bliver brugt til at reducere omkostninger eller løse problemer med stigende efterspørgsel, for eksempel inden for ældreplejen.  

Forskningen skelner også mellem en individuel og en kollektiv samskabelse: den individuelle er rettet mod individuelle borgere og kan skabe værdi for den enkelte. Den kollektive samskabelse etablerer samarbejde mellem mange organisationer og grupper af borgere og har impact på flere borgergrupper og flere problemstillinger samtidig. Derfor er den også langt mere effektiv i forhold til sociale, sundhedsmæssige eller miljømæssige udfordringer. Men samtidig er den også langt mere langsommelig, kompliceret og fuld af forhandlinger.

Risiko for social skævvridning

Samskabelse rummer også nogle nye sociale udfordringer. Udsatte borgere og socialt udsatte boligområder kan blive ”dobbelt udsatte”, fordi de ikke har de samme ressourcer som stærkere borgere og boligområder, når de skal samskabe og samarbejde med det offentlige. Samskabelse kan skabe kontekstafhængige løsninger, og det er både en styrke og en svaghed. På den ene side giver det mulighed for at udvikle helhedsløsninger, der tilpasses den enkelte borger, den enkelte institution eller det enkelte lokalområde. På den anden side er der risiko for at fratage alle borgere lige adgang til ressourcer og støtte fra både det offentlige og civilsamfundet.

Det er klart, at der er forskel på at samskabe på det ressourcestærke Østerbro i København og i det mere socialt belastede Sydhavnsområde. Der er forskellige samarbejdspartnere til rådighed i de forskellige bydele, og borgere og organisationer byder ind med vidt forskellige forudsætninger og interesser.

Behov for mere viden

Hvis det politiske fokus på samskabelse i kommunerne fortsætter i de kommende år, er der brug for at blive klogere på, hvordan kommunerne kan agere, så de undgår, at samskabelse bliver den stærkestes ret for Tordenskjolds soldater. Vi skal undersøge, hvad det helt præcist er, kommunerne gør anderledes, når de samskaber. Og vi skal grave os ned i, hvad forskellige grupper af borgere får ud af samskabelse, som de ikke får i den traditionelle produktionsform.  

Det er også vigtigt at finde ud af, hvilke kompetencer det kræver af kommunens faglige medarbejdere og af den kommunale organisation. Og vi skal undersøge, hvordan vi bedst organiserer og evaluerer samskabelsesprocesserne. Alt sammen skal bruges til at klæde politikerne på, så de kan tage stilling til, hvordan kommunen skal arbejde med samskabelse i de kommende år.