Ulighed i sundhed – hvem går til fodterapeut?

Ulighed i sundhed er blevet en mere og mere påtrængende problemstilling i det moderne sygehusvæsen. I princippet er der lige adgang til langt de fleste sundhedsydelser. Men ikke desto mindre rammer risikoen for at blive syg og få følgevirkninger af sin sygdom skævt i befolkningen.

KORA har for Danske Fodterapeuter analyseret, om det er socialt skævt, hvilke personer med diabetes, der går til fodterapeut. Blandt de 250.000-380.000 danskere, der har diabetes, er der nemlig en stor andel, der får følgesygdommen diabetiske fodsår. Det kan føre til, at patienten skal have amputeret tæer, fødder og ben, og en stor del af de amputerede patienter dør i løbet af fem år. I et studie af de værste tilfælde af diabetiske fodsår, anslås det, at hver fjerde person med et diabetisk fodsår får foretaget en amputation. Og halvdelen af dem dør i løbet af fem år. Så problemstillingen er yderst relevant.

Ud over de store personlige konsekvenser for den enkelte person med diabetes, udgør de diabetiske fodsår også en udgift for samfundet. Dansk Sundhedsinstitut (nu en del af KORA) opgjorde i en undersøgelse i 2012, at det koster cirka 150-250.000 kroner at hele et fodsår og cirka 400-600.000 kroner, hvis der efterfølgende gennemføres en amputation.

Overordnet viser analyserne, at op til 73 procent af personer med diabetes ikke har besøgt fodterapeut i 2012. Det er altså næsten 3 ud af 4, der bliver væk. Og der er forskel på den gruppe, der går til fodterapi, og den gruppe, der ikke gør:

• Personer med diabetes med anden etnisk baggrund (særligt ikke-vestlig) har henholdsvis 3,0 og 13,5 % mindre sandsynlighed for at have været til en fodterapeut i 2012. 
• Personer med diabetes, som bor i land- og yderområder, har 3,6-4,6 % mindre sandsynlighed for et have været til fodterapeut, end personer, der bor i byområder. 
• Mænd og enlige har 3,9 og 2,1 % lavere sandsynlighed for at have været til fodterapi end kvinder og samlevende/gifte.

Vi forventede også at se en forskel på folk med lav og høj indkomst og uddannelse. Lidt overraskende ser vi ikke samme entydige billede i den danske analyse. I de nederste 60 % af indkomstfordelingen, finder vi godt nok – som forventet – en stigende tendens til, at folk kommer til fodterapeut i takt med, at de tjener mere. Men i den del af befolkningen, der tjener mest, daler antallet af besøg hos fodterapeuten igen med stigende indkomst.

Problemstilling

Personer med diabetes har en vis risiko for at udvikle den alvorlige følgesygdom diabetisk fodsår. Det kan føre til amputation af tæer, fødder og ben, og en stor del af de amputerede dør i løbet af fem år. Ifølge Sundhedsstyrelsen kan diabetikere mindske risikoen for diabetiske fodsår ved at gå til en årlig forebyggende fodundersøgelse. Ud over de store personlige konsekvenser for den enkelte diabetespatient udgør de diabetiske fodsår også en udgift for samfundet. De samlede omkostninger til diabetiske fodsår løber op i godt 5 mia. kr. årligt.

I artiklen undersøger KORA, hvilke patientgrupper man i dag når og måske ikke når og sætter særlig fokus på social skævhed i behandlingen.

Konklusion

Analyserne peger på, at der er skævhed i, hvilke personer med diabetes der kommer til fodterapi, og at skævheden er socialt betinget. Personer med anden etnisk baggrund, personer som bor i land og yderområderne i Danmark og mænd og enlige kommer sjældnere til fodterapi. Der synes også at være mindre sandsynlighed for at komme til fodterapi i de laveste indkomstgrupper.

Anbefalinger

Det er overraskende, at 73 % af alle diabetikere undlader at følge anbefalingerne om at gå til fodterapi. Det er også overraskende, at der blandt etniske minoriteter, folk på landet, enlige, mænd og til dels de laveste indkomstgrupper er signifikant færre personer, der kommer til fodterapi. Resultaterne peger på, at der er et potentiale for at motivere flere til at komme af sted. Men det ser også ud til, at der nok skal anvendes forskellige virkemidler dvs. målrettede indsatser i forhold til de relevante målgrupper.