Udsatte boligområder

Boligmæssig segregering kan indvirke direkte på den enkeltes liv gennem nærmiljøeffekter, men kan også påvirke den sociale sammenhængskraft i samfundet, hvilket så kan have indirekte effekter på den enkelte, jf. kapitel 1. En stigende bekymring for negative konsekvenser af boligmæssig segregering af udsatte borgere har i flere europæiske lande ført til, at der er igangsat en række politiske tiltag vedrørende udsatte boligområder. Heriblandt er tiltag som sigter mod at ændre beboersammensætningen, så koncentrationen af personer med få socioøkonomiske ressourcer mindskes. Disse tiltag skal typisk supplere eksisterende boligsociale tiltag, som har til formål at styrke beboernes ressourcer fortrinsvis i relation til uddannelse og arbejdsmarkedet, men også socialt og sundhedsmæssigt. Denne udvikling ses også i Danmark, hvor der ydermere er et eksplicit fokus på at mindske segregeringen af personer af ikke-vestlig herkomst.
I dette kapitel sætter vi fokus på udsatte boligområder. Vi begynder kapitlet
med at beskrive, hvordan man har defineret udsatte boligområder i den eksisterende forskningslitteratur og i politisk-administrative sammenhænge, og
herefter hvordan vi definerer et udsat boligområde i denne bog. I analyserne
ser vi først nærmere på, hvordan andelen af boligområder, der er udsatte, har
udviklet sig i perioden 1985-2019, hvor i landet de udsatte boligområder ligger,
og hvad der karakteriserer beboerne i de udsatte boligområder. Dernæst ser vi
på, hvor vedvarende en tilstand det er for et boligområde at være udsat. Til sidst
i kapitlet beskriver vi kort de områdebaserede indsatser og udlejningsregler,
der har haft til formål at påvirke beboerkarakteristika i de udsatte boligområder i Danmark, og her undersøger vi også, hvor stort et sammenfald der er mellem vores definition af udsatte boligområder og definitionerne anvendt i Indenrigs- og Boligministeriets lister over udsatte boligområder og parallelsamfund.