Tidlig indsats hjælper udsatte børn bedst

Børn, der lever i familier præget af misbrug, vold eller psykisk sygdom, er i fare for at udvikle alvorlige problemer. Hvis børnenes problemer ikke opdages og tages hånd om, mens de er små, kan problemerne vokse sig så store, at eneste udvej er en anbringelse uden for hjemmet, når børnene bliver større.

En tidlig indsats betyder, at man ofte kan undgå, at de udsatte børn skal anbringes uden for hjemmet. Det er en fordel, både fordi anbringelsesudgifterne stiger eksplosivt i kommunerne, og ikke mindst fordi der ikke er nogen dokumenteret effekt af at døgnanbringe børnene. Undersøgelser viser fx, at unge, der har været anbragt som børn, slet ikke får sig en kompetencegivende ungdomsuddannelse i samme omfang som andre unge.

Ti fokuspunkter for kommunerne

Det store spørgsmål er altså, hvordan man kan gribe tidligere ind og forhindre, at et barn udvikler så alvorlige problemer, at det bliver nødvendigt med anbringelse uden for hjemmet. Det spørgsmål har AKF sammen med UdviklingsForum og Danmarks Evalueringsinstitut taget fat på i et større udviklingsprojekt sammen med Haderslev, Norddjurs, Viborg, Assens, Kerteminde og Vordingborg Kommuner.

Det første års projektarbejde har resulteret i ti fokuspunkter og metoder, som de seks projektkommuner skal afprøve og udvikle i deres daglige arbejde med at forbedre den tidlige indsats over for udsatte børn:

1. Børn er del af en familie og en børnegruppe

Det enkelte barn skal ses i sin sociale kontekst, dvs. som en del af en familie, en del af en børnegruppe i daginstitutionen eller en del af en elevgruppe på skolen. Et barns problemer skal således ikke ses og forstås som individuelle problemer, som alene er knyttet til egenskaber hos barnet. Analyser af et barns situation skal ses i forhold til de relationer, det indgår i.

2. Alt sker i tæt samarbejde med forældrene

Når et barn ikke trives, og når et barn har brug for hjælp, er forældrene uundværlige samarbejdspartnere for de professionelle. Det kan være vanskeligt at samarbejde med forældre, der føler skyld, fordi deres barn udviser tegn på manglende trivsel, eller forældre, der har svært ved at acceptere eller indse, at deres barn ikke trives. Derfor skal forældresamarbejdet styrkes ved løbende supervision og uddannelse af sundhedsplejersker, dagplejere, pædagoger, lærere m.m.

3. Løbende opkvalificering af fagfolk

Det er et vigtigt led i den tidlige opsporing, at pædagoger, lærere og sundhedsplejersker får løbende vejledning og sparring i deres daglige praksis. Dermed bliver de mere sikre i deres vurderinger af børns trivsel og af, hvornår der fx er behov for at underrette de sociale myndigheder. De eksterne sparringspartnere skal jævnligt – fx en gang om måneden – besøge dagtilbud og skoler for at drøfte sager, hvor personalet er usikre på deres faglige vurderinger.

4. Alle børn ses

Det er især de børn, der har udadreagerende adfærd (hidsigt temperament o.l.), som opdages, når de har problemer. De stille børns problemer opdages ikke lige så nemt. Derfor lægger vi vægt på, at alle børn ses i det opsporende arbejde. I kommunerne sikrer man det ved, at der er ”kort fokus” på alle børn mindst hvert halve år. Det vil sige, at alle børns trivsel vurderes og drøftes ud fra et struktureret, meget enkelt skema.

5. Særligt fokus på de helt små børn

Forskningen viser, at børn meget tidligt i deres liv viser tegn på manglende trivsel, hvis deres udviklingsbetingelser er dårlige. Men i praksis er der sjældent ret meget fokus på de helt små børn, viser drøftelser med de seks kommuner i projektet. Derfor opretter hver projektkommune et småbørnsteam med professionelle, der har særlig viden om de helt små børn. Småbørnsteamet skal både fungere som rådgivere og være opsøgende i forhold til personalet i sundhedspleje, dagpleje og vuggestue.

6. Tovholder skal koordinere indsatsen

Der kan være mange samarbejdspartnere omkring et barn og en familie, når et barn og dets forældre har brug for hjælp. For at koordinere indsatsen skal der udpeges en tovholder, som sikrer, at alle omkring barnet er informeret om, hvad der sker i forhold til barnet og dets familie. Tovholderen skal deltage aktivt i problemløsningen og sikre, at barnets forældre har en aktiv rolle i at støtte deres barn.

7. Møder skal være effektive

Der holdes mange møder om et barn, der har det svært. Men ofte er mødedeltagerne bagefter usikre på, hvad der blev besluttet, og om beslutninger blev taget på et fyldestgørende grundlag. Kommunerne i projektet skal effektivisere møderne ved bl.a. at etablere synlige mødestrukturer og udvikle de ansattes kompetencer som mødeledere. Målet er, at mødet har et forløb, hvor der foretages en grundig vurdering og analyse ud fra projektets vedtagne teorigrundlag, før der tages beslutninger om en evt. støtte til et barn.

8. De tværfaglige ressourcer skal udnyttes bedre

De fleste kommuner har tværfaglige team, som koordinerer indsatsen over for det enkelte udsatte barn. Disse team fungerer ikke altid lige effektivt. Hver af de deltagende kommuner skal derfor vurdere, hvordan ressourcerne i de tværfaglige grupper udnyttes bedst muligt, fx i form af besøg på skoler og i dagtilbud med henblik på at styrke det tidligt opsporende arbejde

9. Viden må ikke gå tabt i overgange

Når et barn skifter institution, fx fra børnehave til skole, går viden om et barn let tabt. Det kan være starten til alvorlige skoleproblemer. I projektet skal sundhedspleje, dagpleje og dagtilbud sammen med forældrene udfylde et kort skema om alle børn, der skifter institution. Skemaet suppleres med en dybere snak med fx den nye skole, hvis der er behov for særlig støtte. Efter 3-4 måneder evaluerer man, hvordan overgangen er forløbet. Kommunikationen og forventningerne bliver også afstemt i forhold til de enkelte ”systemers” kulturer og samarbejdsformer.

10. Der skal reageres på underretninger

Når der sker en underretning om et barn til de sociale myndigheder i kommunen, er det fordi underretterne er alvorligt bekymrede for et barn og dets udvikling. Det skal derfor sikres, at underretterne altid får en tilbagemelding på deres underretning. Desuden skal underretterne så vidt muligt have besked tilbage om eventuelle handlinger fra de sociale myndigheders side.

Metoder afprøves

Det næste 1½ år vil vise, om de ti fokuspunkter og metoder styrker den tidlige opsporing over for udsatte børn i de seks projektkommuner. I denne periode følges kommunernes brug af redskaber og metoder tæt. Målet er at evaluere metodernes anvendelighed i den tidlige opsporing og at evaluere, hvordan de kan implementeres i praksis ude i kommunerne.

FAKTA om projekt tidlig opsporing

• AKF, UdviklingsForum og Danmarks Evalueringsinstitut samarbejder med seks kommuner (Haderslev, Norddjurs, Viborg, Assens, Kerteminde og Vordingborg) om at udvikle og afprøve forskellige opsporingsmetoder med henblik på tidlig indsats over for udsatte børn.
• Udviklingsarbejdet er baseret på den nyeste forskningsmæssige viden om opsporing af børn kombineret med de kommunale medarbejderes praktiske viden.
• De seks kommuner i projektet afprøver og evaluerer de udviklede metoder i nært samarbejde med forskerne.
• Projektet er finansieret af Servicestyrelsen. Det har været i gang et år og afsluttes medio 2012.