Tandplejeordninger i andre lande

Baggrund

Rapporten er udarbejdet for Sundheds- og Ældreministeriet, som led i arbejdet med nye rammer for tandplejen i Danmark, der blev besluttet af Folketinget i februar 2018. Kortlægningen og analyserne i rapporten skal indgå som vidensgrundlag, når det konkrete arbejde med nye rammer for tandplejen begynder i efteråret 2018.

Rapporten beskriver tandplejeordningerne i de fem lande, Sverige, Norge, England, Tyskland og Nederlandene på baggrund af en præsentation af tandplejeordningernes lovgivningsmæssige rammer og konkurrence- og prisforhold for leverandører af tandplejeydelser. Rapporten ser også på kriterier for tilskud til behandling samt på modeller for styring af de offentlige udgifter til tilskud. Desuden belyses effekten af tandplejeordningerne, dvs. deres aktivitet (fx hvor mange patienter og ydelser), forbrugsmønstre, prisniveau, adgang til tandpleje og ulighed i tandplejen samt indikatorer for tandsundhed og udviklingen af disse over tid. Endelig peges der i rapporten på fordele og ulemper ved de enkelte landes tandplejeordninger.

Konklusion

Overordnet set er målsætningen i alle de fem lande at sikre befolkningen bedst mulig tandsundhed ved at tilbyde tandpleje og sikre lige adgang til tandpleje blandt de forskellige befolkningsgrupper. Men selvom landenes målsætning er den samme, så er måden, tandplejen er organiseret, finansieret og styret på forskellig i de fem lande. Størrelsen på det offentlige tilskud varierer også meget.

Tandsundheden blandt befolkningerne er forbedret meget gennem de sidste 10-20 år, men i alle landene er der stadig udfordringer med social ulighed. Dette gælder såvel i adgangen til tandpleje som i tandsundhed. Samtidig er væksten i både de offentlige udgifter til tandpleje og i brugerbetalingen en bekymring – især fordi øget brugerbetaling kan skabe øget ulighed.   

Offentligt tilskud, prisudvikling- og kontrol i de fem lande

I alle fem lande kontrolleres de offentlige udgifter til tandpleje og prisudviklingen ved forskellige tiltag. I hvert fald for den del af tandplejen, hvor det offentlige giver tilskud:

I Sverige har man de sidste ti år øget det offentlige tilskud til tandpleje med forskellige lovmæssige tiltag. Tandlægerne må selv bestemme priserne for deres ydelser, men det offentlige tilskud til patienten beregnes ud fra et nationalt referenceprissystem, der afspejler omkostningerne ved at producere tandplejeydelserne. Dette system har sammen med det øgede offentlige tilskud formentlig været med til at lægge en dæmper på både prisudviklingen og variationen i de priser, der tages for tandpleje i Sverige.

I Norge giver det offentlige ikke tilskud til voksentandpleje, undtagen til personer med visse diagnoser, fx periodontitis (tandkødssygdom), læbe-gane-spalte og svulster i mundhulen. I disse særtilfælde fastsættes det offentlige tilskud ved referencepriser. I alle andre tilfælde fungerer voksentandplejen på helt frie markedsvilkår, og Norge er det land blandt de fem lande i undersøgelsen, der har haft den største vækst i tandlægepriser og patienternes egenbetaling de seneste ti år. Det offentlige tilskud til patienter med de bestemte diagnoser er også steget.

I Tyskland bruges der relativt flere penge på tandpleje end i de øvrige lande. Basaltandpleje er helt dækket af det offentlige, og den øvrige tandpleje bliver delvist dækket af den lovpligtige sygeforsikring. Tyskland er også det land, der har haft den største fremgang i tandsundheden de sidste 10-20 år. De tandplejeydelser, der er dækket af den lovpligtige sygeforsikring, fremgår minutiøst af et nationalt ydelseskatalog. Dette katalog er styrende for de ydelser, tandlægerne tilbyder. Priserne, som tandlægerne får for deres ydelser, bliver fastsat ved et nationalt pointsystem, hvor et fast antal point ganges med en regionalt fastsat pris per point.

I Nederlandene er voksentandpleje ikke dækket af den lovpligtige sygeforsikring, men voksenbefolkningen dækker sig næsten fuldt inden for tandpleje via private forsikringsordninger. Den del, hollænderne selv skal betale, når de går til tandlæge, er dermed meget lav i sammenligning med de øvrige lande. De tandplejeydelser, der må udbydes i Nederlandene, er imidlertid bestemt via en national ydelsesliste. Hollænderne har også nationalt fastsatte maksimumspriser på tandpleje. Sammen med tyskerne har hollænderne haft den laveste vækst i forbrugerpriserne blandt de fem lande. 

I England fastsætter de tandlæger, der fungerer på private markedsvilkår, selv deres priser, og den private sektor vokser. De tandlæger, der har en kontrakt med det offentlige system om at levere tandplejeydelser, aflønnes efter et pointsystem. Prisen pr. point forhandles lokalt og ligger for nogle tandlægers vedkommende under det beløb, patienten selv betaler ved tandlægebesøget. I disse tilfælde genereres der et overskud til de nationale myndigheder i NHS (National Health Service), og det har fået en del kritik. Englænderne afprøver i øjeblikket nye kliniske tandplejeforløb og nye aflønningsformer for tandlægerne.

Fordele og ulemper ved nationalt fastsatte priser

Nationalt fastsatte priser eller referenceprissystemer har den fordel, at de både giver kontrol med, hvor meget det offentlige og patienten selv skal betale. Desuden giver de fastsatte priser en større gennemsigtighed for patienterne i forhold til, hvad tandpleje koster og mindre prisvariation på tværs af landet. En ulempe kan være, hvis de nationale priser ikke i tilstrækkelig grad afspejler de omkostninger, der er ved at udføre ydelsen. Eller hvis priserne ikke opdateres hurtigt nok til at afspejle den teknologiske udvikling på tandplejeområdet. Det kan for eksempel være, hvis der kommer nyt og bedre – men dyrere – materiale. I disse tilfælde får tandlægen ikke løn nok for sit arbejde, og patienten får heller ikke den bedst mulige behandling. 

Metode

Rapporten er baseret på litteratur fx international komparativ litteratur på tandplejeområdet, lokale evaluerings- og datarapporter, lovtekster, beskrivelser mv. samt semistrukturerede interview med nøglepersoner inden for tandplejen i de fem lande.