Svære anbringelsessager

Kommunerne henvender sig til VISO – Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, når anbringelsessager er blevet så komplicerede og udfordrende, at sagsbehandlerne ikke ved, hvad de skal stille op for at støtte barnet bedst muligt.

Udfordringerne kan handle om, at anbringelsen er ved at bryde sammen, at barnet eller den unge er i svær mistrivsel, har skolevægring eller udviser risikoadfærd, som er svær at håndtere for anbringelsessted eller skole. Erfaringer fra 22 udvalgte VISO-rådgivningsforløb bliver opsamlet i denne rapport, som er finansieret af VISO og Socialstyrelsen.

Rapporten giver et indblik i, hvad der kendetegner børn og unge i svære anbringelsessager, hvordan børnenes anbringelsesforløb ser ud, og hvilke udfordringer anbringelserne rummer. Rapporten illustrerer også, hvilke årsager der kan være til, at VISO inddrages i sagerne, og hvordan et VISO-rådgivningsforløb kan se ud. Endelig peger rapporten på følgende opmærksomhedspunkter og læringspotentialer:

• Involver barnet og familien

Inddragelse af barnet giver barnet indflydelse og medansvar. Undersøgelsen viser, at barnets motivation for egen udvikling er helt afgørende for, at man kan lykkes med at rykke barnet i en positiv retning. Barnet skal kunne se formålet med de tiltag, der bliver taget, og med den anbringelse barnet er i. Det samme gælder barnets forældre. Det er entydigt til barnets fordel, hvis man kan hjælpe forældrene med at bearbejde anbringelsen, sådan at de bliver medspillere frem for modspillere.

• Tidlig og grundig udredning

Det er vigtigt, at der gennemføres psykologiske og pædagogiske tests og screeninger af barnet. Det giver den kommunale forvaltning og anbringelsesmiljøet et dækkende billede af barnets eventuelle diagnoser samt udfordringer og ressourcer. Ellers risikerer kommunerne at igangsætte for mange forskellige tiltag. Tiltag, som ikke griber nok ind, eller som ikke er dækkende, eller tiltag, som ikke er konkrete nok og målrettet nok i forhold til barnets udfordringer, og dermed ikke udvikler barnet som tiltænkt.

• Skab gensidig forståelse og forpligtelse i samarbejdet

Det er vigtigt at skabe fælles målsætninger og forståelse mellem parterne omkring barnet og med barnet selv. Alle skal føle sig forpligtet på samarbejdet. Der bliver skabt de bedste resultater, hvis der er en positiv ”samarbejdskontrakt”. Det kræver, at der er god kontakt, og at man arbejder med konkrete målbare resultater. Der skal følges op på, om barnet har fået det bedre. Det kan blandt andet ske ved at måle fravær i skolen eller reduktion i angst eller selvskade.

• Støtte til barnets nære netværk

Plejefamilier kan have behov for konkret og specialiseret supervision eller aflastning. Det forebygger stress i familien, og på sigt kan det hindre et muligt sammenbrud i anbringelsen. I andre tilfælde er det barnets forældre, der har brug for hjælp til at involvere sig bedre i barnets liv og spille en mere stabil rolle. Det kan ske ved hjemmevejledning, familiebehandling, misbrugsbehandling eller psykologbistand.

• Behov for specialiserede og tværfaglige kompetencer

Det er afgørende, at de nødvendige specialiserede og tværfaglige kompetencer er til rådighed, når familieplejekonsulenter, socialrådgivere og anbringelsessteder står over for svære anbringelsesforløb. Det gør sig gældende i både planlægningen af anbringelsesforløb og i selve anbringelsen. Nogle svære anbringelser vedrører børn, som har behandlingskrævende udfordringer, der kræver specialiserede tilgange.

• Langsigtet planlægning kan være vigtig

Endelig peger undersøgelsen på, at langsigtet planlægning i anbringelser kan foregribe udfordringer, for eksempel når barnet fylder 18 år. Barnet kan have gavn af, at der bliver lagt en mere langsigtet plan for, hvor barnet skal bo nu, og på sigt, hvor barnet skal have et skoletilbud ved forskellige alderstrin, og hvilke kortsigtede og langsigtede målsætninger, der er for barnet.

Metode

Undersøgelsen er baseret på 1) en analyse af dokumentationen i 22 udvalgte VISO-rådgivningsforløb i børn og unges anbringelsessager, og 2) en kvalitativ interviewbaseret inddragelse af otte specialister, som har erfaringer med at rådgive i anbringelsesforløb. Undersøgelsens metodegrundlag repræsenterer ikke anbringelsessager generelt, men derimod nogle af de sværeste anbringelsesforløb. Ikke desto mindre vil andre anbringelsesforløb bredt set kunne rumme flere af de samme problemstillinger.

Undersøgelsens resultater er også formidlet i en pjece, som kan findes på denne side.