Specialundervisnings­elevers skolegang

Selv om der igennem de seneste år har været en voldsom stigning i antallet af elever, der modtager specialundervisning, ved vi meget lidt om, hvordan specialundervisningen fungerer. AKF har netop færdiggjort første delundersøgelse om elever, der har modtaget specialundervisning i folkeskolen.

AKF’s undersøgelse omfatter 128 elever i specialklasser eller specialskoler, som følges, fra de går i 9. klasse i grundskolen og frem til tre år efter, at de har forladt grundskolen. Nogle forlod grundskolen sommeren 2006, andre i sommeren 2007. Efter grundskolen fortsætter flertallet af de unge på efterskoler eller højskoler, som er rettet mod unge med indlæringsvanskeligheder. Her føler de sig godt bakket op af de voksne, ligesom undervisningen overvejende får ros af de unge. Nogle af de unge på efterskole har desuden ambitioner om at få den 9.-klasses-afgangsprøve, som de ikke fik i grundskolen.

Elever både for og imod

Stort set alle de unge oplyser, at de i grundskolen har været meget glade for at gå i specialklasse i folkeskolen eller på specialskole.

Før de unge begyndte med specialundervisning, hvilket typisk er sket i 5.-7. klasse, var der flere, der ikke havde været helt glade for at gå i skole. I den almindelige klasse havde de oplevet gentagne faglige fallitter og gentagen mobning fra andre elever. Det var derfor en lettelse for dem at komme i en specialklasse, hvor eleverne fagligt er nogenlunde på samme niveau, og hvor læreren tager meget hensyn til den enkelte elev.

Men der er imidlertid unge, som følte, at det var forbundet med en vis skam at gå i specialklasse, ligesom der også var unge, der følte, at der var blevet stillet for få krav i specialklassen, og at de derfor lærte for lidt. Denne oplevelse blev forstærket af, at nogle sad med 1.-2.- eller 3.-4.-klasses-bøger, hvilket oplevedes som ydmygende, når man gik i 9. eller 10. klasse.

Stor spredning i elevgruppen

Et problem set fra de unges side er den store forskel, der er på eleverne i specialklassen. Fx er der elever, der har følt sig generet af andre elever, som var meget ukoncentrerede, og som derfor har skabt meget uro i klassen.

Den store variation i elevgruppen er et problem – også set med folke- og specialskolernes øjne. Specialundervisningstilbuddene er almindeligvis rettet mod børn med generelle indlæringsvanskeligheder. Men ifølge skolerne er realiteten, at der i stigende omfang henvises elever med specifikke psykiatriske diagnoser og børn med svære socioemotionelle problemer, som skolerne ikke altid føler sig rustede til at undervise.

Faglig eller social læring?

Det er især afgørende for flere forældres tilfredshed, at der foreligger klare undervisningsmål og handlingsplaner for undervisningen, hvilket – ifølge forældrene – langtfra altid er tilfældet. Det er især vigtigt for forældrene, at deres barn lærer noget, dvs. lærer at læse og regne.

Set fra skolernes side er målet med undervisningen i specialklassen imidlertid ikke så enkelt. Har eleverne fx endnu ikke i 6.-7. klasse lært at læse, så har lærerne den holdning, at det primære mål i afgangsklasserne bliver et andet end at læse. I stedet øges fokus på at støtte de unge i at blive selvstændige og selvhjulpne både i forhold til at begå sig i samfundet og til at klare de praktiske omstændigheder omkring et voksenliv (fx bo alene, indkøb, madlavning osv.).

Behov for nye tiltag

Der er således tegn på, at specialundervisningslærere befinder sig i et kompliceret felt, fordi eleverne i specialklasserne ofte har meget forskellige forudsætninger. Det kræver derfor et stort overblik og erfaring at tilgodese alle elever og sikre, at de bliver udfordret optimalt, både socialt og fagligt. Desuden fungerer revisitationen ikke altid godt nok, hvilket ifølge skolerne betyder, at nogle af de fejlhenviste elever forbliver i specialklassen, selv om de burde henvises til et andet tilbud.

Derfor er der et stort behov for kvalificeret faglig supervision. I dag påpeger flere skoler, at de ikke modtager tilstrækkelig, og måske slet ikke nogen, faglig supervision. Et andet problem for skolerne er, at det er meget svært at skaffe kvalificerede uddannede lærere til specialundervisningen. Disse problemer rejser følgende spørgsmål: Er elevgruppen til specialundervisning for bred i forhold til lærernes forudsætninger og kompetencer? Hvordan får man flere veluddannede lærere til specialundervisningen? Og hvordan sikrer man, at lærerne i specialundervisningen får tilstrækkelig faglig og personlig supervision?

Knap 21.000 elever i folkeskolen modtog specialundervisning i skoleåret 2006/07, og tallet er stigende. Fra 1996 til 2006 steg antallet af elever (0-16 år) med 19%. I samme periode steg antallet af elever, der modtog vidtgående specialundervisning med 49%. Det er en stigning på 4,8% pr. år, hvilket svarer til ca. 340 elever.