Senses of belonging when living in foster care families: Insights from children’s video diaries

Når børn bliver anbragt i familiepleje, oplever de et brud i deres nære relationer. De skal finde sig til rette i en ny og fremmed hverdag, og samtidig skal de så vidt muligt opretholde en kontakt med deres biologiske familie under nye vilkår. At høre til kan, sociologisk set, forstås som at kunne identificere sig med ens sociale, relationelle og materielle omgivelser og som at føle sig ’tilpas’ og ’hjemme’, der hvor man er.

11 børn i familiepleje har haft små videokameraer, så de kunne filme og fortælle om deres hverdag, skole og fritidsaktiviteter samt deres skift mellem plejefamilie og biologisk familie. Videodagbøgerne har givet et unikt indblik i børnenes hverdagsliv. Børnene har selv bestemt, hvad de ville dele med kameraet og dermed med forskerne. Videodagbøger fra to piger, Veronika på 12 år og Sara på 15 år, bliver analyseret i artiklen.

Både Veronika og Sara viser gennem deres videodagbøger, hvordan de på forskellig vis oplever deres familierelationer som meningsfulde og vigtige. Veronika ser sin biologiske familie som en vigtig del af sit liv, men det er i plejefamilien, hun føler, at hun hører følelsesmæssigt til. Hun bruger udtryk som ”vores hund” og ”vores sommerhus”, når hun filmer fra hele plejefamiliens hus. Sara filmer udelukkende fra sit værelse og uden for plejefamiliens hjem. Hun giver udtryk for, at hun følelsesmæssigt hører til hos sin biologiske mor, men hun sætter stor pris på den støtte, hun får til hverdag, skolegang og lektielæsning hos plejefamilien. På den måde udtrykker Sara et mere funktionelt tilhørsforhold til plejefamilien, og tilhørsforholdet bygger på hverdagsaktiviteter i højere grad end på følelser.

Pigernes videodagbøger viser, at deres familierelationer ikke altid er harmoniske, og at en relation på én og samme tid kan opleves som positiv og negativ, støttende og udfordrende. Samtidig er det ”at høre til” ikke en statisk følelse, der kan opnås én gang for alle, det er en fortsat proces. Børn i familiepleje kan således i større og mindre omfang føle sig hjemme og anerkendt som fuldgyldige familiemedlemmer i de familiekontekster, som de indgår i.

Anbefalinger:

Studiet viser, at det er afgørende, at anbringelsessystemet tager børns tilhørsforhold alvorligt. Det er vigtigt, at børn føler sig hjemme og bliver anderkendt som fuldgyldige familiemedlemmer i de familierelationer, som de indgår i. Samtidig er det også vigtigt at udfolde forståelsen af tilhørsforhold og anderkende, at børnene kan tillægge relationerne forskellig betydning, alt efter hvilken mening de tilskriver dem. At høre til et sted kan for børnene have en tydelig følelsesmæssig betydning og kan materialisere sig fysisk, men tilhørsforholde kan også have en funktionel betydning i forhold til at mestre hverdagen.