Sclerose og arbejdsmarkedstilknytning
Udgivelsens forfattere:
- Jakob Kjellberg
- Rikke Ibsen
- Arbejdsmarked
- Socialområdet
- Sundhed Arbejdsmarked, Socialområdet, Sundhed
Scleroseforeningen har bedt VIVE undersøge tilknytningen til arbejdsmarkedet for mennesker med Multipel Sclerose (MS). Som en del af undersøgelsen har VIVE set på, hvordan udviklingen i kroppens fysiske funktioner hos patienter med MS påvirker deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Vi bruger den såkaldte EDSS-score (Expanded Disability Status Scale), som er registreret i Scleroseregisteret for en del af patienterne som mål for deres helbredstilstand.
Jo længere tid med sclerosediagnose, desto lavere tilknytning til arbejdsmarkedet
Undersøgelsen viser, at andelen af scleroseramte i beskæftigelse falder i takt med, hvor længe de har levet med diagnosen, ligesom deres EDSS-score også stiger i takt med antal år efter diagnosen. Det samlede gennemsnitlige antal dage på offentlig overførsel blandt mennesker med MS stiger i takt med år efter diagnosen. Billedet går igen, når man ser man på andelen, der er på førtidspension: I det første år efter diagnosen er cirka 5 procent af den samlede population af mennesker med multipel sclerose på førtidspension, og andelen stiger til cirka 72 procent i det 25. år efter diagnosen.
Sammenligner man mennesker med MS med en kontrolgruppe, er de langt mindre grad i ordinær beskæftigelse, og andelen på sygedagpenge er større. Særligt er andelen i fleksjob og på førtidspension mange gange større. Den tid, hvor scleroseramte er i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse, udgør cirka en tredjedel af tiden i undersøgelsesperioden, hvilket er en del kortere tid end hos kontrolpersonerne.
Mennesker med MS forlader oftere det ordinære arbejdsmarked
Næsten halvdelen af de mennesker med MS, som er tilknyttet det ordinære arbejdsmarked, forlader det inden udgangen af undersøgelsesperioden i 2016, hvilket kun gælder 4 procent af kontrolgruppen. De, som forlader det ordinære arbejdsmarked, har i gennemsnit haft diagnosen i 5 år og er yngre end kontrolpersonerne. Når disse mennesker forlader arbejdsmarkedet, overgår langt de fleste til en anden ydelse eller ordning uden for det ordinære arbejdsmarked.
Offentligt ansatte mennesker med MS fastholdes mere i ordinære job – den private sektor tyr oftere til fleksjob
Den offentlige sektor er bedre til at fastholde mennesker med MS med lavere funktionsevne i ordinær beskæftigelse end den private sektor, hvorimod den private sektor er bedre til at fastholde denne gruppe i fleksjob. For mennesker med MS i fleksjob er brancherne information og kommunikation samt ejendomshandel og udlejning bedre til at fastholde dem i takt med stigningen i EDSS-score. Der findes ingen signifikante forskelle blandt brancherne i forbindelse med fastholdelse af fleksjobbere med MS med stigende EDSS-score.
Mennesker med MS kommer oftere på førtidspension
Ved undersøgelsesperiodens udløb i 2016 er over 40 procent af mennesker med MS overgået til førtidspension, hvilket kun forekommer for 9 procent af kontrolpersonerne. Mennesker med MS overgår til førtidspension i gennemsnit 7 år efter diagnosetidspunktet og har på det tidspunkt en EDSS-score på 3,8. De er yngre end kontrolpersonerne, når de overgår til førtidspension, og endvidere har næsten halvdelen allerede været på sygedagpenge.
Mennesker med MS er hyppigere på sygedagpenge og i fleksjob
Mennesker med MS kommer oftere på sygedagpenge end kontrolgruppen, og næsten en femtedel i ordinære ansættelser har haft et sygedagpengeforløb. Den samlede tid, de er på sygedagpenge under deres ordinære ansættelse, er længere, og jo højere EDSS-score de har, desto længere tid er de på sygedagpenge. For hvert EDSS-trin (0,5) øges risikoen for et yderligere sygedagpengeforløb i løbet af et ansættelsesår med 20 procent, og risikoen for en uge mere på sygedagpenge øges med 30 procent.
To ud af tre langtidssygemeldte vender tilbage til deres ordinære job
Størstedelen af de mennesker med MS, som har været langtidssyge fra et ordinært job, vender tilbage i ordinært job i samme virksomhed (67 procent) eller en ny virksomhed (2 procent). Hos de langtidssyge kontrolpersoner vender samlet 75 procent tilbage i ordinær beskæftigelse.
For mennesker med MS og kontrolpersoner, som er ansat i fleksjob og har været igennem et sygedagpengeforløb på mindst 4 uger, vender størstedelen tilbage til fleksjob i samme virksomhed efter langtidssygdom.
Ud over rapporten har VIVE også udarbejdet en særskilt analyse af, hvordan den sandsynlige fordeling af EDSS-score for mennesker med MS, der ikke har en registeret EDSS-score i scleroseregisteret, ser ud. Dette tillæg kan også downloades her på siden.
Metode
Rapporten er bygger på en kvantitativ analyse på baggrund af data fra Scleroseregisteret og Danmarks Statistik.
Udgivelsens forfattere
- Jakob KjellbergRikke Ibsen
Om denne udgivelse
Finansieret af
ScleroseforeningenUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd