Sammenhæng i tværsektorielle KOL-forløb
Udgivelsens forfattere:
- Helle Max Martin
- Louise Borst
Patienterne er taknemmelige for, at de kan få kompetent behandling af deres sygdom. De og deres pårørende værdsætter adgang til specialister med stor viden om KOL på hospitalet, og de er trygge ved relationen til deres egen læge. Alle patienter udtrykker desuden stor tilfredshed med indholdet af deres rehabiliteringsforløb.
Det viser en ny interviewundersøgelse, som er foretaget af KORA for Bispebjerg Hospital som et led i Region Hovedstadens Kronikerprogram. Undersøgelsen, som består af interview med 12 patienter og fem pårørende, er gennemført for at skabe mere viden om, hvordan patienterne selv oplever sammenhængen i deres behandling.
Plads til forbedringer
Selvom de interviewede KOL-patienter generelt udtrykker tilfredshed med forløbene, peger de også på en række områder, hvor det samlede sundhedsvæsen kan gøre det bedre:
- I akutte situationer, hvor patienterne oplever forværring af sygdommen, føler de sig ikke altid hørt og set af det sundhedspersonale, de møder. De oplever til tider, at de må slås for at få adgang til den hjælp, de føler, at de har behov for. Fx når de kontakter vagtlæge eller 112.
- Nogle patienter har indtryk af, at der mangler koordinering mellem de forskellige behandlingsinstanser i almen praksis, kommune og på hospitalet. Fx fordi de bliver indkaldt til forskellige aftaler på samme tidspunkt eller bliver tilbudt parallelle rehabiliteringsforløb, hvis de har flere diagnoser.
- Nogle patienter oplever, at de får modsatrettede informationer, eller at der ikke er tid til spørgsmål fra patienten og de pårørende.
- De færreste patienter og pårørende har indtryk af, at der er nogen i sundhedsvæsenet, der har det fulde overblik over deres samlede forløb.
Anbefalinger
På baggrund af interviewundersøgelsen giver rapporten en række konkrete anbefalinger, som det samlede sundhedsvæsen med fordel kan optimere:
- Der bør tages hånd om patienternes oplevelse af problemer med at få adgang til akut hjælp, fx ved en form for døgnåben hotline forankret på lungemedicinsk afdeling.
- Patienterne bør tilbydes relevante motionstilbud, når deres rehabiliteringsforløb slutter, så man sikrer, at de fortsat har adgang til fysisk træning.
- Udvikling af et materiale, der samler information om rettigheder, støtteordninger, relevante tilbud (offentlige og gerne også private) til KOL-patienter og oplyser, hvordan, hvornår og på hvilke vilkår man kan få adgang til dem.
- Pårørende bør modtage mere vejledning om KOL, fx tilbud om informationsaftener, hvor de kan stille spørgsmål til sundhedsprofessionelle uden patienternes tilstedeværelse.
- Region Hovedstaden bør generelt tænke i løsninger, der bygger bro mellem patientens hverdag og sundhedsvæsenets indsats.
Fakta om undersøgelsen
- Ud af Region Hovedstadens godt 100.000 KOL-patienter har 12.000 svær eller meget svær KOL. Region Hovedstaden har bl.a. indført forløbsprogrammer, som skal forbedre sammenhængen mellem de behandlingsforløb, som KOL-patienter gennemgår i almen praksis, kommune og på hospital.
- Undersøgelsen er rekvireret af Afdeling for Sammenhængende Patientforløb på Bispebjerg Hospital i København og finansieret af Kronikerprogrammet i Region Hovedstaden.
- Undersøgelsen er baseret på individuelle interview med 12 patienter og fem pårørende, som er rekrutteret gennem Lungemedicinsk Ambulatorium på Bispebjerg Hospital.
- De interviewede patienter har svær eller meget svær KOL, mange kontakter med sundhedsvæsenet, sygdomserfaring i mere end et år og har inden for det seneste år været i kontakt med almen praksis, det kommunale sundhedsvæsen og hospitalet.
- Erfaringerne fra undersøgelsen skal bidrage til at forbedre den tværsektorielle indsats overfor KOL-patienter, som modtager ydelser på tværs af sundhedsvæsenet.
Udgivelsens forfattere
- Helle Max MartinLouise Borst
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA