Remarriage among older immigrants and their host country peers - a countrywide study
Udgivelsens forfattere:
Mænd og kvinder har både følelsesmæssige og praktiske grunde til at indgå ægteskab. Internationale studier af ældre menneskers indgåelse af ægteskaber viser, at ældre mænd i højere grad gifter sig end ældre kvinder. Det ses blandt andet, fordi kvinder lever længere end mænd, og der dermed er en overvægt at kvinder i de ældste aldersgrupper, og fordi mænd hyppigt gifter sig med kvinder, som er yngre end dem selv.
Studier af transnationale ægteskaber – altså ægteskaber, hvor parterne kommer fra hver sit land – viser, at mænd, der bor i en rig del af verdenen, har muligheder på det globale ægteskabsmarked, som de ikke har det land, de bor i. Dermed kan mænd være i stand til at finde, og familiesammenføre, hustruer, der er såvel langt yngre som mere veluddannede end dem selv.
Denne videnskabelige artikel bidrager til forskning om såvel ægteskaber blandt ældre som til forskning om transnationale ægteskaber ved at se på, i hvilken grad ældre indvandrere gifter sig, og hvad der karakteriserer dem og deres ægtefæller. Artiklen omhandler personer i alderen 55 til 80 år i tre etniske minoritetsgrupper, nemlig ældre med baggrund i Tyrkiet, ældre med baggrund i Pakistan og ældre med baggrund i et af de fire arabisktalende lande Libanon, Irak, Syrien og Jordan. Situationen i disse tre grupper sammenlignes med situationen for majoritetsdanskere i samme aldersgruppe.
Konklusioner
Analysen viser for det første, at det i de undersøgte grupper er ret sjældent at gifte sig igen. Det gør kun mellem 1,2 og 2,6 procent. Blandt majoritetsdanskere gifter kvinder sig næsten lige så ofte igen, som mænd gør, mens indvandrermænd gør det cirka ti gange så hyppigt som indvandrerkvinderne.
Fælles for mændene fra både minoritet og majoritet gælder det, at de altovervejende gifter sig med kvinder, der har samme landebaggrund som dem selv. Dermed er det kun en lille andel af majoritetsdanske mænd, der familiesammenfører en hustru, mens det samme gælder flertallet af indvandrermændene. De ældre indvandrermænd gifter sig dermed i mindre omfang med etniske minoritetskvinder, der allerede bor i Danmark, og i mindst omfang med majoritetsdanske kvinder.
Analysen viser også et tydeligt mønster i aldersforskellene mellem de to ægtefæller: På tværs af de fire grupper er aldersforskellen mindst (5-9 år), når hustruen har majoritetsdansk baggrund. Den er større, når hun er etnisk minoritet, men bosat i Danmark (8-15 år), og størst, når hun familiesammenføres fra udlandet. I det sidste tilfælde – de transnationale ægteskaber – er aldersforskellen henholdsvis 14 år for tyrkiske mænd, 16 år for majoritetsdanske mænd, 17 år for pakistanske mænd og 20 år, når mænd med arabisk flygtningebaggrund får familiesammenført en hustru. Mønsteret går dermed på tværs af mænd med minoritets- og majoritetsbaggrund og må ses i sammenhæng med, at mænd, der er bosat i Danmark, i global sammenhæng har en privilegeret position.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
VELUX FONDENPubliceret i
Migration Letters