Patientinddragelse
Udgivelsens forfattere:
- Grete Brorholt
Konklusion
Formålet med undersøgelsen har været at indhente viden om, hvordan patienter oplever ambulante samtaler forud for beslutninger omkring behandlingen i et medicinsk og i et kirurgisk ambulatorium i en mave-tarmafdeling.
Undersøgelsen viser, at patienterne generelt er tilfredse med den behandling, de modtager.
De medicinske patienter er overordnet tilfredse med at have den samme læge gennem flere år, mens de kirurgiske patienter udtrykker tilfredshed med at ”få det, de ønsker” – eksempelvis en operation.
Trods denne tilfredshed viser undersøgelsen, at kvaliteten af samtalen mellem behandler og patient kan forbedres. Et eksempel er, at patienterne ikke får stillet alle de spørgsmål, de har til behandlingen.
Undersøgelsen afdækker også, at rammerne for samtalen mellem behandler og patient ikke inviterer til at inddrage patienterne eller deres pårørende i de beslutninger, der tages om den medicinske behandling. Der er også patienter, som efterspørger bedre mulighed for dialog både før og mellem de planlagte besøg i ambulatoriet.
Anbefalinger
Notatet anbefaler:
• At forbedre dialogen mellem medarbejdere og patienter ved at anvende brugerstøtteredskaber, der kan hjælpe til systematisk at stille patienterne de relevante spørgsmål – for eksempel om viden og bekymringer – og tydeligt vise, at deres svar bliver anvendt. Det kan give patienterne større overblik og styrke deres viden om de beslutninger, der træffes, hvis brugerstøtteredskaber blev anvendt.
• At patienterne altid får mulighed for at beskrive deres egen bekymring, for eksempel ved at stille dem spørgsmålet ’Hvad bekymrer dig, eller hvad er vigtigst for dig lige nu?’
• At kunne komme i kontakt med hospitalet mellem de planlagte aftaler, og når det passer i patientens kalender. Det kan skabe sammenhæng for patienterne. Sådan et tiltag vil muligvis også øge sammenhængen og koordineringen af viden og støtte mellem patienternes egen læge og lægerne i ambulatorierne.
• At udviklingen af brugerstøtteredskaber kobles sammen med udvikling af kompetencer hos sundhedspersonalet på alle niveauer.
Følgende relevante brugerstøtteredskaber foreslås:
• Tjekliste med relevante spørgsmål og områder, som medarbejderen skal igennem under konsultationen.
• Lydoptagelse af konsultationen, som patient og pårørende kan lytte igennem efterfølgende.
• Forberedelsesvideo for eksempel om fordele og ulemper ved operation eller en særlig type medicin, gøres tilgængelig for patienten før samtalen.
• Hjælpekort med forslag til relevante spørgsmål.
• En planche med grafisk fremstilling af fordele og ulemper ved forskellige behandlingstyper.
Baggrund
Gastroenheden (mave-tarmafdelingen) på Hvidovre Hospital varetager funktioner inden for både kirurgisk og medicinsk gastroenterologi og vil gerne styrke involvering og inddragelse af patienter.
På den baggrund har afdelingen startet et projekt i samarbejde med medicinalvirksomheden MSD Danmark. MSD Danmark ønsker at medvirke til en øget behandlingskvalitet ved at forbedre graden af involvering af patienter.
KORAs notat danner grundlag for et udviklingsarbejde i afdelingen.
Metode
Undersøgelsen er empirisk baseret og deskriptiv. Undersøgelsens empiriske grundlag består af to dages observation og efterfølgende telefon¬interview. 44 patienter har accepteret at deltage, heraf har 24 patienter deltaget.
Udgivelsens forfattere
- Grete Brorholt
Om denne udgivelse
Samarbejdspartnere
Gastroenheden Hvidovre HospitalUdgiver
KORA