Pakkeforløb for kræft

Baggrund

I oktober 2007 indgik Danske Regioner og regeringen en aftale om udarbejdelse af pakkeforløb for alle kræftformer. Det skete i forlængelse af Kræftplan II, og formålet var, at alle patienter skulle opleve et veltilrettelagt og fagligt velfunderet forløb uden unødig ventetid. Målet var både at forbedre prognosen og livskvaliteten for patienterne. I 2008 blev der indført pakkeforløb for alle kræftformer. De er siden blevet revideret og udbygget, så der i dag findes 28 kræftpakker samt et diagnostisk pakkeforløb for patienter med uspecifikke symptomer på alvorlig sygdom.

I forbindelse med kræftplan IV fra 2016 blev der afsat midler til et serviceeftersyn af pakkeforløb for kræft i regi af Sundhedsstyrelsen. Som led i dette serviceeftersyn har KORA på Sundhedsstyrelsens opdrag udarbejdet denne analyse af de hospitalsansattes oplevelse af behovet for revision. Analysen fokuserer efter Sundhedsstyrelsens ønske på prostata-, lunge-, hoved-halskræft, tre forskellige steder i landet.

Konklusion

Analysen viser, at der generelt er stor og bred opbakning til pakkeforløbene, og de forbedringer i multidisciplinært samarbejde og patientforløb, som medarbejderne oplever. Men opbakningen er størst de steder, hvor hurtig behandling har stor betydning for patienternes overlevelse. Det betyder, at opbakningen er størst blandt medarbejdere inden for hoved-halskræft, og svagest blandt medarbejdere inden for prostatakæft. Desuden svinder en del af opbakningen med tiden, fordi der bliver færre og færre medarbejdere, der kan huske tiden før pakkeforløbene.

Interviewpersonerne peger dog også på en række udfordringer. En del interviewpersoner udtrykker frustration over samarbejdet om pakkeforløb på tværs af matrikler. Det skyldes fx tekniske vanskeligheder, når man skal overføre information fra den ene matrikel til den anden.

Men en større og mere udbredt udfordring er grænsedragning mellem hospitaler. Det drejer sig fx om uenighed om, hvornår en patient skal overdrages fra én matrikel til en anden. Desuden er der faglige forskelle og forskellige syn på, hvordan patienter skal udredes, hvordan undersøgelser skal foretages og på kvalitet. De interviewede oplever også kompetenceforskelle i relation til nogle typer af undersøgelser.

Pakkeforløbene skaber også en række organisatoriske og logistiske udfordringer og omkostninger. Især er det en udfordring at sikre, at kapaciteten er stor nok til at kunne klare et varierende antal nye patienter, uden at der bliver et stort spild. Dette er en udfordring, som alle har, og som håndteres forskelligt.

Analysen viser, hvordan denne udfordring håndteres i praksis, og hvilke bivirkninger tilrettelæggelsen af pakkeforløb kan få. Nogle steder er der eksempler på overdiagnostik og overbehandling. Der er også udfordringer omkring genbeskrivelser og gentagelser inden for det parakliniske område. Disse udfordringer skyldes ikke kun pakkeforløbene i sig selv, men i høj grad den måde de er blevet implementeret på.

Anbefalinger

Rapporten fremkommer med fire modeller for, hvordan man kan justere den nuværende grundmodel for pakkeforløb: 

• forlængelse af forløbstiden generelt
• forlængelse af udredningstiden for nogle typer af patienter
• afskaffelse af de nuværende forskelle i forløbstiden til initialbehandling
• indførelse af en art registreringstekniske ’pauseknapper’ i relation til forløbstiden, når patienten ønsker mere ventetid, eller der er forsinkelser i forløbet forårsaget af anden sygdom (komorbiditet).

Ikke alle interviewpersoner mener, at der er behov for at justere grundmodellen – men kun den lokale implementering af den. Justeringsmulighederne kan kombineres, og alle har de fordele og ulemper, og derfor kan ingen entydigt anbefales frem for andre. Det anbefales at se individuelt på den enkelte kræftform og vurdere, hvilken kombination af justeringer der eventuelt er behov for. Ligesom det anbefales at have et stærkt fokus på at sikre enkle modeller, både for at mindske registreringsarbejdet, og for at sikre ensartethed og sammenlignelighed i monitoreringsdata.

Rapporten indeholder også en række konkrete anbefalinger inden for tre områder, bl.a. følgende:

1. Det faglige indhold i pakkeforløb:

• Der bør sikres en tæt og løbende kobling mellem kræftpakkers faglige indhold og de kliniske retningslinjer, databaser mv., der udarbejdes i de multidisciplinære kræftgrupper. Herunder bør der være en tættere og løbende dialog mellem de faglige miljøer og det nationale niveau.
• Man bør undersøge mulighederne for at understøtte en mere ensartet og selektiv brug af multidisciplinære teamkonferencer af hensyn til den samlede ressourceudnyttelse.
• Det anbefales at sikre mere tydelighed og entydighed omkring håndteringen af tilbagefald og kontroller af uspecifikke fund.

2. Registrering og monitorering af pakkeforløb og overholdelse af standardforløbstider:

• Der bør udvikles helt entydige vejledninger til registreringspraksis på de enkelte pakker.
• Der bør skabes simple og enkle monitoreringsmodeller, der balancerer ønsket om præcision med ressourcetrækket ved komplekse modeller.

3. Implementering og organisering:

• Der bør arbejdes mere målrettet på at adressere og minimere de omkostninger, kræftpakkerne har. Det kan både være organisatoriske, ressourcemæssige og patientrelaterede omkostninger.
• Det anbefales, at der lokalt og regionalt er et stærkere fokus på tværgående ledelse og problemløsning i relation til kræftpakker på tværs af matrikler og regioner.
• Der bør være et vedvarende lokalt fokus på at sikre en mere fleksibel, målrettet og effektiv brug af multidisciplinære teamkonferencer, evt. inden for reviderede nationale rammer, der muliggør en mere målrettet og selektiv brug af konferencerne.
• Der bør etableres en mere permanent organisering omkring kræftpakkernes løbende udvikling og vedligeholdelse. Det bør sikres, at man løbende tager højde for den konstante udvikling, der sker på området. Der er behov for en tættere, klarere og løbende kobling mellem de faglige miljøer og deres faglige retningslinjer, og indholdet i kræftpakkerne.

Metode

Datamaterialet består af:

• Gruppeinterview med læger, sygeplejersker og andre nøglemedarbejdere. I alt har 93 personer deltaget i sammenlagt 29 interview fordelt på seks sygehuse i tre regioner.
• Observationsstudier, særligt af multidisciplinære konferencer, som er et centralt element i kræftpakkeforløb.