Ny kvalitetsplan skal give sosu’erne den anseelse, de fortjener

Social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter udgør langt størstedelen af medarbejderne på det kommunale sundhedsområde.

Målt i årsværk tæller de tæt på 55.000 – mod cirka 11.000 sygeplejersker og cirka 9.000 terapeuter. Det er dem, der kommer i hjemmet og leverer langt størstedelen af de kommunale sygeplejeydelser.

Vive har opgjort, at mellem 61 og 85 procent af de kommunale sygeplejeydelser leveres af social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere i tre kommuner. 

Nøglepersonerne i det nære sundhedsvæsen

Vi står over for en demografisk udvikling, hvor der bliver flere ældre. Om otte år vil der således være 57 procent flere ældre over 80 år, end der var i 2019. Samtidig stiger de ældres brug af sundhedsvæsenet. Det presser hospitalere, og det presser almen praksis.

Men det presser ikke mindst kommunerne, der både har ansvaret for at levere hjemmepleje, sygepleje , rehabiliteringsforløb, vedligeholdende træning og genoptræning.

Et sammenhængende kommunalt sundhedsvæsen gør effektivt brug af de personaleressourcer, der er ansat, uagtet om de er ansat i hjemmeplejen (sosu’erne), sygeplejen (sygeplejerskerne) eller aktivitet og træning (terapeuterne). Det tager afsæt i den enkelte borger og dennes behov og tilstræber effektivt at forebygge frem for at behandle, ligesom det sikrer den bedst mulige rehabilitering efter et sygdomsforløb.

Her spiller sosu’erne en væsentlig rolle. Det er dem, der kommer i hjemmet hos borgerne, leverer størstedelen af sygeplejeydelserne og det er dem, der kan se de tidlige tegn på sygdom, der nødvendiggør en indsats – enten fra en sygeplejerske i kommunen – eller fra sygehus/almen praksis.

Det er også dem, der kan sætte ind med rehabilitering fra dag et, når borgeren udskrives fra sygehus, og evt. først senere får tilbud om genoptræning fra den kommunale genoptræningsenhed.

Glem ikke sosu’ernes kompetencer

Hjemmeplejen lever ofte et lidt usynligt liv uden den anseelse, som området og medarbejderne fortjener. Den opstod som simpel husmoderafløsning og har igennem mange år hørt under socialområdet.

Men det ændrer ikke på, at den er hjørnesten i det nære og sammenhængende i sundhedsvæsen. Social- og sundhedsassistenter er autoriserede sundhedspersoner med en uddannelse på tre år, ni måneder og tre uger, mens social- og sundhedshjælpernes uddannelse er to år og to måneder lang.

De varetager størstedelen af sygeplejeopgaverne i kommunerne, og vi har brug for dem, når vi skal levere effektiv hjemme- og sygepleje, forebygge indlæggelser og sikre god rehabilitering efter endt sygdomsforløb. Derfor skal vi huske hjemmeplejen, når vi tager fat på en national kvalitetsplan på sundhedsområdet.