Nøgletalsanalyse af otte kommuners ejendomsadministration
Udgivelsens forfattere:
- Eli Nørgaard
- Simon Hartwell Christensen
- Andreas Ferdinand Hansen

KORA har sammenlignet centrale nøgletal for otte kommunernes administration af deres folkeskoler, daginstitutioner og administrationsbygninger. De otte kommuner er Esbjerg, Fredensborg, Frederikshavn, Hvidovre, Morsø, Odense, Rudersdal og Silkeborg.
Rengøring
KORA har beregnet prisen for rengøring pr. kvadratmeter i skoler, daginstitutioner og administrationsbygninger. For alle tre områder er der kommuner, der bruger mere end dobbelt så meget på rengøring pr. kvadratmeter end andre. Undersøgelsen siger dog ikke noget om, om der er forskel i den leverede rengøringskvalitet.
Arealudnyttelse
Der er også stor forskel på, hvor mange kvadratmeter kommunerne anvender. I nogle kommuner har medarbejdere og børn over 60 % flere kvadratmeter pr. hoved end i andre kommuner. For eksempel har skolebørnene ca. 15 m2 hver i én kommune og ca. 24 m2 hver i en anden kommune. KORAs undersøgelse siger dog ikke noget om, hvorvidt de færre kvadratmeter betyder ringere kvalitet, eller om nogle kommuners rammebetingelser medfører et øget behov for kvadratmeter, fx flere skoler.
Forsyning
I kommunernes forbrug af el, vand og varme er der også betydelige forskelle. Undersøgelsen viser imidlertid også, at de kronemæssige forskelle mellem kommunerne er mindre på forsyningsområdet end på fx rengøringsområdet.
Fælles drift
KORA har også forsøgt at udarbejde nøgletal for kommunernes fælles driftsopgaver, det vil sige opgaver, som i udbredt grad varetages af tekniske servicemedarbejdere. Det er desværre ikke lykkedes i projektet. Det skyldes bl.a., at kommunerne håndterer opgaven meget forskelligt, og derfor har det ikke været muligt med en ensartet afgrænsning af opgaven og tilhørende udgifter.
Især store forskelle på skoleområdet
Forskellen er særlig interessant på skoleområdet, fordi den samlede ejendomsmasse her er stor. Der vil derfor være forholdsvis mange penge at spare, hvis dem, der bruger mest, lader sig inspirere af dem, der bruger mindst.
Inspiration til optimering af den kommunale ejendomsadministration
KORA har også foretaget en sammenligning af deltagerkommunernes praksis. Et af elementerne i analysen er at undersøge, om der er sammenhænge mellem den måde, kommunerne håndterer deres ejendomsadministration på og forskellen i udgifter kommunerne imellem.
Analysen peger bl.a. på, at kommunerne kan optimere deres ejendomsadministration gennem tre fokuspunkter:
- Central organisering, hvor man fx samler de tekniske servicemedarbejdere i en organisatorisk enhed i stedet for på flere decentrale institutioner
- Porteføljestyring, herunder fx bedre styring og udnyttelse af den samlede portefølje af bygninger og arealer
- Konkurrenceudsættelse, herunder en højere grad af konkurrenceudsættelse af opgaver.
Beregn nøgletallene i din kommune
KORA har udviklet et værktøj, så den enkelte kommune kan udarbejde sine egne nøgletal. I nøgletalsberegneren kan du sammenligne din kommune med de otte kommuner, der har deltaget i denne undersøgelse. Find nøgletalsberegneren her.
Baggrund
Formålet med analysen er at hjælpe kommunerne til en mere produktiv ejendomsadministration. Dels gennem sammenligning af nøgletal, og dels ved at identificere konkrete handlingsalternativer, som kan inspirere til en mere effektiv opgaveløsning.
Den kommunale ejendomsadministration er i analysen afgrænset til følgende temaer: vedligeholdelse, forsyning, renhold, fælles drift og arealudnyttelse.
Otte kommuner har deltaget i benchmarkinganalysen: Esbjerg, Fredensborg, Frederikshavn, Hvidovre, Morsø, Odense, Rudersdal og Silkeborg.
KORA har udarbejdet analysen for Økonomi- og Indenrigsministeriet. Analysen er forankret i en styregruppe, der består af repræsentanter fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, Kommunernes Landsforening, Finansministeriet, Energistyrelsen og Bygningsstyrelsen.
Udgivelsens forfattere
- Eli NørgaardSimon Hartwell ChristensenAndreas Ferdinand Hansen
Om denne udgivelse
Samarbejdspartnere
Esbjerg, Fredensborg, Frederikshavn, Hvidovre, Morsø, Odense, Rudersdal og Silkeborg Kommune. Repræsentanter fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, Kommunernes Landsforening, Finansministeriet, Energistyrelsen og Bygningsstyrelsen.Udgiver
KORA