Netværksmøder kan være vejen frem

Koordinering og prioritering er afgørende, hvis vi skal løse den store udfordring med at skabe høj kvalitet i de offentlige indsatser inden for de økonomiske rammer, der er. Det gælder for eksempel på handicapområdet, hvor specialiserede tilbud og indsatser løbende skal tilpasses borgernes behov og kommunernes økonomi. Men det gælder også på alle de andre velfærdspolitiske områder. Derfor skal koordinering og prioritering være i højsædet, når politikere, embedsmænd, sagsbehandlere og fagfolk i dialog med borgerne og brugerne beslutter, hvilke indsatser og ydelser der skal udvikles og tilbydes.

Ansvaret ikke hos én person

Ofte placeres det særlige ansvar for koordinering og prioritering hos én person, fx i form af en ”koordinerende sagsbehandler” eller en ”tovholder”. Det er velment, og det ser ud til at virke ganske udmærket i mange sammenhænge. Men spørgsmålet er, om det nu også altid er den bedste måde at løse opgaver med koordinering og prioritering på. Den, der får koordinatorrollen, kan sidde tilbage med en meget vanskelig opgave, og de involverede aktører kan have tendens til at undlade at tænke på, hvordan de kan bidrage til koordinering og prioritering – ”det har vi jo koordinatorerne til”. Derfor er der brug for at tænke nyt og supplere med andre måder at koordinere og prioritere indsatser på.

Ny model for netværksmøder

Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) arbejder med en alternativ måde at håndtere koordinerings- og prioriteringsopgaver på. De har iværksat et projekt med en ny form for netværksmøder i seks kommuner. Netværksmøderne skal være med til at løse komplekse sociale problemer for traumatiserede flygtningefamilier. Målet er bl.a. at forebygge en kriminel løbebane for børnene i disse familier. Det sker gennem afholdes af 2-3 tværfaglige møder, hvor deltagerne findes i dialog med forældrene, og der deltager op til 20 eller flere fagfolk. Møderne varer tre timer med tolkning. Umiddelbart kan antallet af deltagere, tidsforbrug og forældrenes deltagelse vække skepsis, men de foreløbige resultater er lovende. Det har desuden vist sig, at kommunerne også finder mødeformen velegnet til at løse komplekse problemer for familier og børn på handicapområdet.

Komplekse sager i nyt lys

RCT har givet nogle udvalgte kommunale fagfolk et syvdages kursus som ”neutrale” mødeledere. De ”neutrale” mødeledere har fået kompetencer til at lede dialogen ved tværfaglige møder med mange deltagere gennem brug af neutralitetsteknikker. Det betyder bl.a., at mødelederne skaber plads til at inddrage forældrene og afklare problemer og ressourcer, inden fagfolkene går i gang med at diskutere og vælge løsninger. Deltagerne fortæller, at de gennem møderne kommer til at se familierne i et nyt lys og deres egen indsats i et nyt tværfagligt perspektiv. Det nye perspektiv hjælper dem til at prioritere og koordinere deres egen rolle og indsats i forhold til det fælles projekt: at støtte familierne og deres børn. Målet er at løse familiernes problemer eller skabe grundlag for et samarbejde, der kan føre til løsninger på et senere tidspunkt.

Der prioriteres og koordineres mellem alle deltagerne under selve mødet. Der træffes aftaler direkte mellem fagfolk og forældre og mellem fagfolkene indbyrdes. Sagsbehandlerne, der tidligere har oplevet, at netværksmøder giver dem mange opgaver, oplever, at de kommer ud fra RCT’s netværksmøder med få koordinerende opgaver, idet de er løst af deltagerne under selve mødet.

Netværksmøder på andre områder?

Projektet med netværksmøder løber frem til slutningen af 2012 og bliver evalueret af AKF. Det er for tidligt at drage endelige konklusioner, men de foreløbige erfaringer tegner lovende. De seks kommuner, der deltager i projektet, oplever netværksmøderne som en god, virkningsfuld og økonomisk holdbar model.

Det er derfor værd at overveje, om principperne fra netværksmøderne kan bruges andre steder i den offentlige sektor, hvor der er behov for koordinering og prioritering. For eksempel når kommunerne skal i gang med at udforme regionale rammeaftaler på det sociale område. Her skal regionerne ikke længere varetage den koordinerende rolle. Når kommunerne skal køre forhandlingerne på egen hånd, kan man risikere, at de går for hurtigt til løsningerne, grupperer sig i klynger og bruger for lidt tid til refleksion og afklaring af de forskelligartede behov, der findes. Netværksmøder, hvor man sikrer, at alle bliver hørt, kan måske bidrage til at afklare, hvilken tilbudsvifte der skal til for at imødekomme de mange forskellige behov på området.

Den nye netværksmodel

• Processuelle netværksmøder er udviklet af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i Karlebo Kommune og beskrevet i rapporten "Mod en fælles indsats".
• Netværksmøderne skal forebygge kriminalitet blandt børn og unge fra traumatiserede flygtningefamilier.
• Det processuelle består i, at der holdes flere møder, hvor der skabes rum for reflektion over problemer, ressourcer og løsninger. Desuden følges op på aftaler og resultater fra møde til møde.
• Seks kommuner (Brøndby, Fredensborg, Hillerød, Kolding, Skive og Aarhus) er med i RCT’s projekt.
• De enkelte møder varer tre timer med tolk og ledes af en mødeleder, der har viden om at benytte neutralitetsteknikker ved facilitering af netværksmøderne.
• Både familien, fagfolk og embedsmænd deltager i møderne, hvor der kan være 20 eller flere deltagere.
• Forsøget med processuelle netværksmøder løber frem til slutningen af 2012, og AKF gennemfører en evaluering af kommunernes implementering af netværksmodellen.