MOVE - Evaluering af et motivationsprogram for indsatte i et fængsel
Udgivelsens forfattere:
- Nichlas Permin Berger
- Ulf Hjelmar
- Jacob Ladenburg
- Joan Schersat Mikkelsen Nørfjand
Den 1. januar 2015 oprettede Direktoratet for Kriminalforsorgen nye modtagelsesafdelinger og procedurer for modtagelse af klienter i samtlige danske fængsler. Formålet med det nye tiltag er at skabe mere målrettede modtagelsesprocesser samt bedre og mere sammenhængende forløb for indsatte.
Ideen er, at jo før man får lagt en plan for og med den enkelte indsatte, jo bedre chance er der for at få sat en positiv udviklingsproces i gang og få skabt motivation for den enkelte klient til at komme videre med uddannelse og beskæftigelse. Processen indebærer, at klienten får mulighed for at erhverve sig solide kognitive kompetencer gennem et skærpet fokus på sammenhængen mellem tanker, adfærd og konsekvenser.
MOVE er et centralt element i dette arbejde. MOVE-programmet er et intensivt motivationsforløb af otte ugers varighed, hvor den indsatte har to ugentlige sessioner, der hver varer to en halv time. Programmet gennemføres i gruppeforløb og har løbet som pilotprojekt i Horserød Fængsel i perioden februar til december 2016.
Konklusion
VIVEs (daværende KORAs) evaluering af MOVE peger på, at de foreløbige erfaringer med programmet er positive. Det er med forholdsvis få midler lykkedes Horserød Fængsel i Nordsjælland at få skabt et godt og anvendeligt motivationsprogram, som har en positiv virkning på deltagerne. MOVE har dermed et potentiale i forhold til at blive anvendt i andre fængsler.
I alt 50 indsatte deltog i pilotprojektet, og heraf har 35 gennemført forløbet. Langt de fleste deltagere synes, at MOVE har fungeret godt, og generelt oplever deltagerne det som konstruktivt og brugbart at indgå i gruppesessioner med andre indsatte frem for at sidde enkeltvis over for en sagsbehandler.
Anbefalinger
Erfaringerne med MOVE er positive på trods af de vanskeligheder, der har været med opstarten af motivationsprogrammet. Erfaringerne understreger nødvendigheden i at udføre et solidt koordineringsarbejde med fængslets øvrige aktiviteter, så det fulde udbytte af programmets målsætninger opnås.
Metode
Analysen er baseret på interview med deltagere og instruktører i motivationsprogrammet. Der er desuden gennemført observationsstudier.
Analysen er også baseret på LS/RNR (Level of Service/Risk-Need–Responsivity). Det er et risiko- og behovsvurderingsredskab, der er udviklet til kriminalforsorgen i Canada og er baseret på omfattende kriminologisk forskning i, hvilke risikofaktorer der er mest knyttet til kriminalitet.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
TrygFondenSamarbejdspartnere
Direktoratet for KriminalforsorgenUdgiver
KORA