Mønsterbrydere og social arv i Danmark

Formålet med arbejdspapiret er både teoretisk og empirisk at kaste nyt lys over mønsterbryderfænomenet. I arbejdspapiret kritiseres den hidtidige forskning i mønsterbrydning for at være værdiladet og ensidigt at opfatte mønsterbrud som en ”positiv” hændelse, dvs. at personer trods dårlige og risikofulde opvækstvilkår får et ”normalt” liv. Der slås i stedet til lyd for at opfatte mønsterbrydning som et generelt samfundsmæssigt fænomen, der omhandler den sociale mobilitet.

Mønsterbrud defineres i papiret som de tilfælde, hvor der forekommer op eller nedadgående mobilitet imellem to generationer med hensyn til fx erhvervsplacering og lønindkomst.

Papirets empiriske ambition er at belyse, hvilke individuelle og sociale baggrundsfaktorer, som medvirker til at skabe socialt mønsterbrud. Til at undersøge dette benyttes data fra Socialforskningsinstituttets Ungdomsforløbsundersøgelse, i hvilken der findes paneldata om intergenerationel social mobilitet for et repræsentativt udsnit af danskere født omkring 1954.

Den empiriske analyse konkluderer, at uddannelse er den vigtigste forklarende faktor bag erhvervs- og lønmobilitet, samtidig med at også en række sociale baggrundsfaktorer fra opvækstmiljøet er af størst betydning for om – og hvilken type – mønsterbrud, der finder sted i voksenlivet.