Mere værdig pleje 5 år efter projektopstart
Udgivelsens forfattere:
Ældre
Økonomi og styring
Sundhed
Ledelse og implementering
Ældre, Økonomi og styring, Sundhed, Ledelse og implementering

Ældreplejen er udfordret af den demografiske udvikling med et stigende antal ældre og et mindsket antal voksne i den erhvervsaktive alder. Der er brug for nye løsninger, der kan medvirke til at sikre en velfungerende ældreomsorg, også i fremtiden. Tre statslige puljer har understøttet arbejdet med udvikling af nye organiseringsformer, blandt andet efter inspiration fra den nederlandske Buurtzorg-model. Syddjurs Kommune er én af de kommuner, der har fået midler fra to statslige puljer til udvikling af ældreområdet efter inspiration fra Buurtzorg.
VIVE har været tilknyttet udviklingsarbejdet i Syddjurs Kommune som rådgiver og evaluator siden foråret 2021. Formålet med VIVEs evaluering har været at undersøge og dokumentere, hvordan og hvorvidt Syddjurs Kommune er lykkedes med sin ambition om at tage det bedste fra Buurtzorg og forene det med det bedste fra den danske velfærdsmodel og Syddjurs Kommunes lokale praksis i en ”ny tredje vej” i ældreomsorgen. Dette set i forhold til kommunens tredelte målsætning om i) kvalitet i kerneopgaven, ii) tilfredse medarbejdere og ledere, samt iii) en økonomi i balance.
VIVEs evaluering beskriver, hvordan Syddjurs Kommune har omorganiseret den traditionelt siloopdelte hjemme- og sygepleje med organisatorisk adskilte visitatorer og rehabiliteringsterapeuter til en ny organisering med tolv tværfaglige og selvstyrende borgerteams, der leverer personlig pleje, sygepleje og rehabiliteringsforløb til borgerne i hvert deres geografisk afgrænsede område.
Syddjurs Kommune har samtidig udviklet en ny model for rehabilitering og helhedspleje, der gør klar til implementering af den nye ældrelov.
VIVEs evaluering finder, at Syddjurs Kommune på mange måder har udviklet en velfungerende model for faste, tværfaglige og selvstyrende teams på ældreområdet. Teamene er sammensat af relevante fagligheder, og hvert team har sit eget teamlokale og sin egen storskærm, hvilket i høj grad medvirker til at understøtte samarbejdet i dagligdagen. Teamene har velfungerende møder og arbejdsgange. De leder selv deres møder, men efterspørger mere ledelse end de har fået i udviklingsprojektet.
Evalueringen finder stor opbakning til projektet blandt de borgere og medarbejdere, der har medvirket ved interview. De områder, hvor de udtrykker utilfredshed handler om de tilfælde, hvor projektet ikke lever op til sin egen målsætning om kontinuitet og stabilitet. Det vil sige, når medarbejderne disponeres på tværs af teams, og de ikke oplever, at der må være udisponeret tid i planerne.
Evalueringen kæder disse udfordringer sammen med kommunens reaktion på et større budgetunderskud i 2022, på baggrund af hvilket der blev igangsat en målrettet indsats med at sikre effektiv ressourceudnyttelse i og på tværs af teams. Evalueringen rejser spørgsmål om, hvorvidt der bør sættes grænser for, hvor høj produktiviteten kan og bør være i det enkelte team og anbefaler Syddjurs Kommune at arbejde videre med i) selvdækkende teams og ii) klare produktivitetsaftaler for derved at styrke kontinuiteten og nedbringe sygefraværet fremadrettet.

Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Syddjurs Kommune på baggrund af puljemidler fra SocialstyrelsenUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd