Mentorstøtte kan få udsatte borgere tættere på job

Information bragte tirsdag d. 24. marts en forsideartikel om et resultat fra SFIs undersøgelse af mentorordningen som aktiv beskæftigelsesindsats administreret af jobcentrene. Information koncentrerer sin omtale om ordningens manglende kortsigtede effekt på beskæftigelse og uddannelse. 

Der er mange gode grunde til at interessere sig for effekter af forskellige indsatser - også for denne ordnings vedkommende. Vores vurdering er, at resultaterne af meget af den nuværende mentorindsats – hvis der er en virkning – først vil vise sig på lidt længere sigt. 

Det mener vi, fordi hovedparten af den nuværende mentorindsats har et stort socialt element, hvilket hænger sammen med, at over halvdelen af borgerne, som modtager mentorstøtte, ikke er vurderet job- eller uddannelsesparate. Det er personer, der på grund af deres personlige problemer er langt fra at komme i beskæftigelse. Målgruppen indeholder altså også hjemløse, stofmisbrugere, alkoholiker og voldsdømte og ofte en kombination på kryds og tværs af de grupper. 

Den sociale indsats over disse borgere spænder bredt. Det kan således fx være hjælp til at få struktur på hverdagen eller få orden i økonomien; støtte til at komme af sted til lægen, så borgeren kan blive helbredsmæssigt udredt; støtte til at følge behandlingsforløb; indgå i dialog med borgeren om fremtræden (beklædning, hygiejne m.m.) og støtte til at ændre evt. uhensigtsmæssig fremtræden. 

En væsentlig del af mentorindsatsens succes består også i at etablere en tæt personlig relation mellem mentor og borger, så mentor kan komme i gang med sin vejledende og rådgivende indsats over for borgeren. Fra undersøgelsens interviews erfarede vi, at navnlig sagsbehandlere i jobcentrene har tillid tilordningen – og 81 procent af undersøgelsens mentorer vurderer, at borgerne er blevet noget eller meget bedre til at klare de udfordringer, der var årsagen til, at de fik tildelt en mentor. Men mentorerne understreger, at støtten kun langsomt vil flytte borgerne, fordi så mange af dem er så langt væk fra job og uddannelse. Og blot 37 procent af borgerne var lige så tilfredse med virkningen af mentorstøtten.

Indsatsens sociale karakter understreges af, at en del af den indsats, som nu styres og bevilges af jobcentre tidligere blev styret fra kommunes socialforvaltning - den såkaldte bostøtteordning, som fungerer under Serviceloven. 

Sidste år blev mentorordningen justeret, så den kun gives til de mest udsatte borgere. Derfor må man også indstille sig på, at virkningen af mentorstøtte på ordinær beskæftigelse og uddannelse – hvis der er en virkning - tidligst kan forventes at vise sig efter 2-3 år. Dette mere langsigtede perspektiv harmonerer også med lovtekstens ord: ”Med henblik på at fremme, at personer kan opnå eller fastholde aktiviteter, tilbud, ordinær uddannelse, ansættelse i fleksjob eller ordinær ansættelse, kan der gives tilbud om mentorstøtte”. Så mentorstøtten kan være et led i en længere proces.

Hvorfor har SFI, så alligevel lavet en effektundersøgelse af mentorordningen, som undersøger virkningen på beskæftigelse og uddannelse indenfor en tidshorisont på halvandet år? 

Svaret er først og fremmes, at vi, dengang vi designede undersøgelsen, ikke var bekendt med, at det sociale element fyldte så meget i indsatsen, som den viste sig at gøre i praksis. At få afdækket dette forhold er givetvis undersøgelsen væsentligste bidrag. Uden denne viden kunne det ikke på forhånd afvises, at mentorstøtten kunne have en gavnlig kortsigtet effekt på beskæftigelses og uddannelse. Effekterne på beskæftigelse og uddannelse var imidlertid ikke til stede på kort sigt, men kan derfor ikke udelukkes at forekomme på længere sigt. 

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har desuden fået udarbejdet en anden undersøgelse af mentorindsatsen for en noget yngre målgruppe, hvor effekten måles på baggrund af et lodtrækningsforsøg. Den undersøgelse viser en beskeden effekt på uddannelse, og dermed at der kan være positive kortsigtede effekter af mentorstøtte for nogle grupper.

Så hvad kan man konkludere overordnet om SFI’s undersøgelse af mentorordningen? 

At deltagerne generelt er for langt væk fra arbejdsmarkedet til, at mentorordningen hurtigt kan bringe borgerne i beskæftigelse eller ordinære uddannelser. 

At mentorernes arbejde ofte begynder med en social indsats, før borgerne kan blive klar til at deltage i beskæftigelsesrettede aktiviteter. 

At det kræver en længerevarende indsats at bevæge folk, så de nærmer sig beskæftigelse – altså enten uddannelse eller et ordinært job.