Måling af behandlingsudbyttet af fængselsindsatser

Kriminalforsorgen i Danmark introducerede i 2016 det canadisk udviklede værktøj GPPM (Generic Program Performance Measure for Correctional Programs). Det skete som en del af pilotprojektet MOVE, som er et kognitivt adfærdsprogram for fængselsindsatte udviklet af Kriminalforsorgen.

Værktøjet måler progression for deltagere i indsatser og indbefatter vurderinger af færdighedsudvikling, motivationsniveau, holdningsændringer og orientering mod deltagelse i indsats. GPPM-scoren benyttes desuden til at give struktureret personlig feedback til de enkelte deltagere om deres udvikling under og efter programmets forløb for at støtte deltagerne i at få udbytte af indsatsen.

I denne artikel undersøger vi de forskellige dimensioner af GPPM-værktøjet og diskuterer mulighederne for at forbedre brugbarheden af GPPM. Det gør vi ved hjælp af data fra risikovurderingen via et andet værktøj, LS/RNR (Level of Service/Risk-Need-Responsivity), og GPPM-scoren for i alt 50 fængselsindsatte.

Konklusioner

For det første identificerer vi tre tydelige dimensioner af deltagernes progression. På baggrund af empiriske analyser viser vi, at disse tre dimensioner giver et mere detaljeret og nøjagtigt mål end de to dimensioner, der ligger til grund for den originale udgave af GPPM-værktøjet.

For det andet finder vi, at brugen af LS/RNR-data i kombination med GPPM-data øger sandsynligheden for en korrekt og troværdig identifikation af, hvilke fængselsindsatte der kan få nytte af specifikke rehabiliterende indsatser under afsoningen. Dette kan derved bidrage til at øge den samlede effektivitet af disse indsatser.

For det tredje peger vi på, at et for stort fokus på højrisiko-indsatte målt via LS/RNR kan fjerne fokus fra et andet forhold: Når lavrisiko-indsatte deltager i indsatser, kan det forebygge, at deres risikoniveau øges over tid, for eksempel under afsoning.

Anbefalinger

LS/RNR-redskabet bruges aktuelt kun til at vurdere risiko og behov. Vores analyse viser imidlertid, at man også kan bruge LS/RNR proaktivt. Hermed mener vi, at man på baggrund af analyser som vores gør det muligt at skelne mellem forskellige typer af deltagere og derved målrette og tilpasse programmet mere præcist til de enkelte deltagere.

Vi peger altså på, at det kan overvejes, hvorvidt det er hensigtsmæssigt primært at fokusere på indsatte med højest risiko som den foretrukne målgruppe for enhver indsats i fængslet, hvilket er det styrende princip, mens lavrisiko-indsatte som udgangspunkt modtager mindre indgribende indsatser.

Pointen er, at med det fokus er der en fare for, at lavrisiko-indsatte modtager utilstrækkelige indsatser, og at sandsynligheden for, at de falder tilbage i kriminalitet, faktisk bliver større. Tidligere forskning har peget på disse forskelle i effekter af afsoning alt afhængigt af risikoniveau. Vores resultater støtter dette perspektiv.