Ledelsesspænd på daginstitutionsområdet
Udgivelsens forfattere:
- Christina Holm-Petersen
- Lotte Bøgh Andersen
- Bente Bjørnholt
- Matilde Høybye-Mortensen
- Louise Ladegaard Bro
- Vibeke Normann Andersen
- Arbejdsmarked
- Ledelse og implementering
- Økonomi og styring
- Socialområdet
- Børn, unge og familie
- Dagtilbud, skole og uddannelse Arbejdsmarked, Ledelse og implementering, Økonomi og styring, Socialområdet, Børn, unge og familie, Dagtilbud, skole og uddannelse
Konklusion
Institutionerne, som indgår i analysen, har et ledelsesspænd på mellem 9 og 34 medarbejdere pr. leder. Analysen tyder på, at det optimale ledelsesspænd er på 14-20 medarbejdere til én institutionsleder i de integrerede daginstitutioner. Her er volumen stor nok til, at institutionen er robust og mangfoldig, og institutionslederen kan være fuldtidsleder. Samtidig er det stadig muligt at være en nærværende leder og sikre fælles faglig retning.
Mindre ledelsesspænd giver institutionslederen mulighed for at være synlig blandt medarbejderne og skabe en nærværende relation til børn og forældre. Mindre institutioner kan bedre tilbyde særlige rammer til sårbare børn, og beslutningsvejene er korte, når beslutninger skal implementeres.
Stort ledelsesspænd giver mulighed for at anvende medarbejderressourcer mere fleksibelt, og der er flere kompetencer og faglig mangfoldighed til stede i huset.
Områdeledelse: De fleste medarbejdere i kommuner med områdeledelse er skeptiske. De oplever, at kommandovejene bliver længere, og at områdelederne ikke har tilstrækkelig føling med, hvad der foregår. Institutionslederne er både positive og negative. Det positive er bl.a. øget ledelsessparring og mere ensartet kvalitet på tværs. Af ulemper nævnes bl.a. begrænset autonomi.
De fysiske rammer er også afgørende. Bygningsmæssig og geografisk opsplitning hæmmer institutionslederens muligheder for at være synlig og nærværende.
Trivslen er generelt højere i de mindre integrerede institutioner end i de store, men det højeste niveau af trivsel er i mellemstørrelsen. De fleste medarbejdere er tilfredse med interaktionen med deres leder. Både institutioner med stort og lille ledelsesspænd oplever dog sygefravær som et problem for den faglige kvalitet og trivslen.
Ledelsesstil: Transformationsledelse, hvor medarbejderne motiveres af en klar, fælles forståelse af organisationens målsætning, har en positiv sammenhæng med såvel den oplevede faglige kvalitet som med medarbejdertrivslen. Det tyder på, at det handler mere om ledelsesstil (og kombinationen mellem ledelsesstil og ledelsesspænd), end det handler om ledelsesspændet alene.
Anbefalinger
Vi anbefaler, at man ved institutionsstørrelser over 20 medarbejdere overvejer, hvordan man kan sikre et ledelsesspænd, der er mindre end det samlede medarbejderantal.
Vi anbefaler, at lederne aktivt tydeliggør, deler og fastholder organisationens vision og målsætninger.
Baggrund
Organiseringen på daginstitutionsområdet ændres i disse år. Institutioner lægges sammen, og ledere får flere medarbejdere per leder. Samtidig bliver det mere udbredt, at ledere har medarbejdere, der fysisk befinder sig på flere geografiske steder. Dette øger den såkaldte distanceledelse.
Formålet med denne rapport er at give viden om, hvordan ledelsesspændets størrelse (antallet af medarbejdere under en leder) påvirker den faglige kvalitet og medarbejdertrivslen i integrerede daginstitutioner. Hvordan håndteres det større ledelsesspænd, og hvordan påvirker det relationen mellem ledere og medarbejdere?
Metode
Rapporten er baseret på en interviewundersøgelse, der er gennemført på 16 integrerede daginstitutioner samt observationsstudier på halvdelen af institutionerne.
Der er foretaget interview med institutionsleder og to medarbejdere på hver institution. I kommuner med områdeledelse er områdeledere for de deltagende institutioner ligeledes blevet interviewet, og for de sjællandske kommuner uden områdeledelse gælder det også souscheferne. I 8 institutioner blev institutionslederne observeret 2 fulde arbejdsdage.
Udgivelsens forfattere
- Christina Holm-PetersenLotte Bøgh AndersenBente BjørnholtMatilde Høybye-MortensenLouise Ladegaard BroVibeke Normann Andersen
Om denne udgivelse
Samarbejdspartnere
LEAP-projektet og Aarhus UniversitetUdgiver
KORA