Kommunernes udgifter til anbringelse af børn og unge

At anbringe et barn eller en ung udenfor hjemmet er en vidtgående foranstaltning. Alene af den grund er der naturligvis stor fokus på kommunernes indsats overfor udsatte børn og unge. Desuden er anbringelser en betydelig og stigende udgiftspost i de kommunale budgetter. Der er derfor også betydelig økonomisk fokus på området i disse år, og vi har derfor valgt at undersøge det fra flere vinkler.

I dette projekt har vi undersøgt, hvorfor og i hvilket omfang der er forskel på de danske kommuners anbringelsesudgifter, og om kommunerne har mulighed for at ændre på nogle af de udgiftsdrivende faktorer ved at omlægge deres praksis.

Analysen viser, at 76 % af de kommunale udgiftsforskelle på anbringelsesområdet kan forklares med:

• hvor mange af kommunens børn og unge, der anbringes
• hvor længe, de har været anbragt og
• hvor, de er anbragt.

Variationen er betydelig. Mens 34 % af Gribskov Kommunes anbragte børn og unge har været anbragt i over tre år, gælder det 84 % af de anbragte børn og unge i Favrskov. Og mens 25 % af de anbragte børn og unge i Billund er på en institution, gælder det 70 % af de anbragte i Allerød Kommune.

Undersøgelsen peger på, at kommunerne har to mulige værktøjer til at styre anbringelsesudgifterne:

• Forebyggende foranstaltninger
• Valg af anbringelsessted.

Omfanget af forebyggende foranstaltninger i kommunen har en klar systematisk betydning for, hvor mange af kommunens børn og unge, der anbringes, og hvor længe de anbringes. På den korte bane hentes de ekstra penge til forebyggelse ikke fuldt ud hjem på de lavere anbringelsesudgifter. Men analysen indikerer, at i hvert fald noget forebyggelse virker, og at en investering heri kan give samfundsmæssige gevinster på den lange bane. Vi følger op på denne vinkel med et nyt projekt, hvor vi analyserer danske kommuners forebyggende indsats.

Foruden antallet af anbragte og varigheden af anbringelserne er også valget af anbringelsessted af betydning for kommunens anbringelsesudgifter. De store kommunale forskelle i brugen af institutionspladser og familiepleje indikerer, at der er muligheder for i nogen grad at omlægge praksis.

Se også de andre offentliggjorte projekter omkring udsatte børn og unge:

Sammenligning af udgifter i Danmark, Sverige og Norge

Den svenske model

Serviceniveaubeskrivelser - en kortlægning