Kommunernes regnskaber og budgetter 2018/2019
Udgivelsens forfattere:
- Mads Thau
- Ledelse og implementering
- Økonomi og styring Ledelse og implementering, Økonomi og styring
I 2018 har gennemsnitskommunen et samlet regnskabsresultat på 52 kroner pr. indbygger. Det er sjette år i træk, at kommunerne samlet set kører med overskud. Men tallet er også mindre end de seneste år. Det skyldes, at overskuddet på den løbende drift på 2.308 kr. pr. indbygger, for første gang siden 2012, ikke er stort nok til at dække kommunernes anlægsinvesteringer på 2.395 kr. pr. indbygger. Den løbende drift omfatter bl.a. kommunernes lønudgifter og skatteindtægter, mens anlægsudgifterne fx kan være byggeri af nye skoler eller veje. Se nøgletallene for alle kommunerne her.
Lavere indtægter end forventet
Driftsoverskuddet er faldet en del i 2018. Årsagen kan enten ligge på udgifts- eller indtægtssiden. Her viser tallene, at faldet primært kan henføres til, at kommunerne har haft markant lavere indtægter end forventet. Skatteindtægterne er som forventet, men indtægterne fra tilskud og udligning er 570 kr. pr. indbygger lavere end det budgetterede. Det skyldes dog en usædvanlig stor statsregulering midtvejs i regnskabsåret på næsten 2,5 mia. kr., som ikke er udtryk for kommunernes økonomistyring.
Større budgetpræcision på serviceudgifterne
Hvis man skal tage temperaturen på kommunernes økonomistyring, er udgifterne det bedste sted at kigge. Overførselsudgifterne er lovbestemte og konjunkturfølsomme, men serviceudgifterne er et direkte udtryk for kommunale prioriteringer i forhold til fx skoler, ældrepleje og dag-tilbud. Her viser tallene, at gennemsnitskommunens serviceudgifter blot er 0,3 % over budgettet. Dermed fortsætter de seneste års tendens til, at kommunerne bliver bedre til at ramme budgettet, om end præcisionen er ret forskellig på tværs af kommuner og serviceområder (læs mere om dette i VIVEs kommunetal, juni).
Baggrund
VIVE beregner hvert år en række nøgletal om kommunernes budgetter og regnskaber for at tage pulsen på den økonomiske styring i de danske kommuner. Nøgletallene er nu opdaterede for regnskabsåret 2018 og budgetåret 2019. Alle nøgletallene er frit tilgængelige på https://eco.vive.dk/styring/.
Metode
På baggrund af 15 nøgletal for regnskabet 2018 og budgettet 2019 har VIVE set på de centrale tendenser i kommunernes økonomiske resultater. Nøgletallene for gennemsnitskommunen er opgjort som uvægtede gennemsnit for alle landets 98 kommuner i 2019-priser.
Andre VIVE-udgivelser om kommunernes budgetter og regnskaber
Udgivelsens forfattere
- Mads Thau
Om denne udgivelse
Udgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd