Kommunernes brug af driftsgaranti for private institutioner

Baggrund

Den politiske aftale ”Stærke dagtilbud – alle børn skal med i fællesskabet” fra juni 2017 sigter blandt andet på at skabe bedre vilkår for, at private leverandører kan oprette og drive daginstitutioner. Som en del af aftalen ønsker aftaleparterne at sætte et loft over den driftsgaranti, som kommunerne kan kræve, når de godkender en privatinstitution.

Børne- og Socialministeriet har derfor bedt VIVE om at foretage denne undersøgelse. Den belyser, hvordan kommunerne fastsætter driftsgarantien, og hvilke erfaringer kommunerne har med at håndtere privatinstitutioners ophør – blandt andet de ekstraordinære udgifter, der er forbundet med lukningen. Desuden kommer undersøgelsen med et bud på privatinstitutioners udgifter til at stille en garanti.

Undersøgelsen er rent beskrivende, og dens resultater kan bruges som et bidrag til beslutningsgrundlaget for en eventuel kommende lovgivning på området.

Krav om driftsgaranti i de fleste kommuner

De fleste af de 65 svarkommuner – 83 procent – stiller krav om en driftsgaranti, når de skal godkende en privatinstitution, mens de resterende 17 procent ikke gør det.

Mange kommuner fastsætter driftsgarantien på baggrund af udgifterne til et antal måneders institutionsdrift. 65 procent af de svarkommuner, der stiller krav om driftsgaranti, kræver en garanti svarende til tre måneders driftsudgifter. 6 procent kræver to måneders garanti, 2 procent kræver halvanden måneds garanti, og 19 procent kræver én måneds garanti.

Ophør af privatinstitutioner 2013-2017

I alt 20 privatinstitutioner i 16 af svarkommunerne er ophørt i perioden fra 2013 til 2017. De lukkede privatinstitutioner var typisk relativt små. De fleste af dem havde højst 15 indskrevne børn, og de lukkede i mange tilfælde på grund af faldende søgning.

Tre svarkommuner har aktiveret driftsgarantien i forbindelse med lukning af en privatinstitution. Garantibeløbet er typisk blevet brugt til at dække for meget forudbetalt kommunalt tilskud til privatinstitutionen. Ni kommuner har haft ophør af privatinstitutioner uden at aktivere driftsgarantien. De peger typisk på, at omplaceringen af de berørte børn kunne finde sted uden ekstraordinære udgifter for kommunen, fordi der var tale om relativt få børn, der kunne rummes i eksisterende pladser.

Kommunerne påpeger behov for en driftsgaranti

De interviewede kommuner påpeger dog, at der kan opstå situationer, hvor der er et behov for at have en økonomisk sikkerhed for at kunne opfylde pasningsgarantien. Behovet afhænger af, hvor stor den privatinstitution, der lukker, er, og hvor mange ledige pladser kommunen har på ophørstidspunktet. Derudover peger kommunerne på behovet for sikkerhed for, at man kan få dækket forudbetalt tilskud.

Bud på udgifter til at stille driftsgaranti

VIVE har udarbejdet et eksempel på en beregning af en privatinstitutions udgifter til at stille en driftsgaranti. Eksemplet viser, at hvis privatinstitutionen indgår en garantiaftale i eksempelvis et pengeinstitut, kan den løbende, årlige omkostning efter etableringen svare til omtrent 0,6-0,8 procent af institutionens bruttodriftsbudget, hvis der er tale om tre måneders garanti. Dog vil omkostningen afhænge af for eksempel privatinstitutionens egenkapital, kreditværdighed og lokale forhold.

Metode

Resultaterne af undersøgelsen om kommunernes brug af driftsgaranti og håndtering af privatinstitutioners ophør bygger på en runde af kvalitative interview i seks kommuner og en spørgeskemaundersøgelse i alle landets kommuner. 65 kommuner har besvaret spørgeskemaet.

Derudover er der foretaget interview med tre videnspersoner på området for at give et bud på privatinstitutioners udgifter til at stille en garanti.