Kommunernes brug af demografimodeller i budgetlægningen

Demografimodeller er regnearksmodeller, som kommunerne bruger til at beregne mer- eller mindreudgifter ved ændringer i befolkningens alderssammensætning, ofte under antagelse af et uændret serviceniveau. KORAs analyse er den første tilbundsgående kortlægning af kommunernes anvendelse af demografimodeller.

Analyseresultaterne afrapporteres i to rapporter. I "Den automatiserede budgetlægning" ser vi på udbredelsen og anvendelsen af demografimodellerne generelt. I "Budgetlægning på ældreområdet" går vi i dybden med demografimodellerne på ældreområdet.

Samlet peger analyseresultaterne på, at mange kommuner med fordel kan give deres demografimodeller et servicetjek.

Den automatiserede budgetlægning

Analysen viser, at de fleste kommuner anvender demografimodeller på folkeskole-, dagtilbuds- og ældreområdet. Det er derimod forskelligt, om kommunerne anvender demografimodeller på sundhedsområdet, handicapområdet og området for udsatte børn og unge.

Der er desuden forskel mellem kommunerne med hensyn til, hvilke konkrete områder demografimodellerne omfatter indenfor de enkelte sektorområder. For eksempel er det forskelligt, om de specialiserede tilbud er inkluderet i modellerne på folkeskole- og dagtilbudsområdet.

Analysen viser endvidere, at de udgifter, som modellerne beregner, i alt overvejende grad ender i budgettet. Også selvom der er store forskelle i kommunernes budgetprocesser. I nogle kommuner sker der en reel politisk behandling af de beregnede udgifter, imens andre indarbejder dem automatisk i teknisk-administrativt budget.

Budgetlægning på ældreområdet

Der er stor forskel på, hvor store udgifter kommunernes demografimodeller beregner for en given befolkningsændring. Vi har spurgt kommunerne, hvor stor en merudgift deres demografimodeller beregner på ældreområdet, når der kommer én ekstra hhv. 70-årig, 80-årig eller 90-årig i kommunen. Enhedsbeløbet er gennemsnitligt syv gange så højt for en 70-årig i den højeste tredjedel af kommunerne sammenlignet med den laveste tredjedel. Tilsvarende forskelle ses for enhedsbeløbene for de 80- og 90-årige.

Ser man på de samlede beregnede merudgifter, vil en gennemsnitskommune på ca. 57.000 indbyggere skulle lægge ca. 17 mio. kr. ekstra ind i ældrebudgettet om ti år, hvis den anvender de lave enhedsbeløb, imens den med de høje enhedsbeløb skal finde knap 80 mio. kr. Hvis alle kommuner anvender deres nuværende enhedsbeløb de kommende ti år, skal kommunerne tilsammen finde ca. fire mia. kr. til ældrebudgetterne.

Forskellene i demografimodellernes beregnede udgifter kan ikke forklares med forskelle i kommunernes serviceniveauer. De statistiske analyser peger lidt overraskende på, at kommunernes udgiftsniveau på ældreområdet ikke har nogen statistisk betydning for størrelsen af de beregnede udgifter.

Derimod fremgår det af analysen, at kommunernes demografimodeller er meget forskelligt skruet sammen rent indholdsmæssigt, og at de beregnede udgifter bliver signifikant højere jo flere og større budgetområder på ældreområdet, der inkluderes i budgetmodellerne.