Kønsforskelle i timeløn i den private sektor – med særligt fokus på funktionærer
Udgivelsens forfattere:
- Arbejdsmarked Arbejdsmarked
I denne rapport fokuseres på kønsforskelle i timeløn for funktionæransættelser i den private sektor. Funktionæransættelser omfatter i denne analyse alene de ansættelser, der er dækket af funktionærloven. Disse ansættelser udgør 57 % af de ca. 1.182.000 ansættelser i den private sektor, der analyseres i denne rapport. Det er første gang, at de kønsmæssige lønforskelle er analyseret specifikt for funktionæransættelser i den private sektor.
Lønforskelle mellem kvinder og mænd
Analyserne i denne rapport viser, at bruttolønforskellen mellem kvinder og mænd i 2019 er 19,7 % for funktionæransættelser i den private sektor, mens bruttolønforskellen for den samlede private sektor er 12,3 %. Blandt de privatansatte funktionærer er bruttolønforskellen størst for dem, der er i arbejdsfunktioner bestående af ledelsesarbejde, nemlig 19,1 %, mens forskellen er lavest i arbejdsfunktionen ”almindeligt kontor- og kundeservicearbejde” på 9,2 %.
Lønforskel opdeles i forklaret og uforklaret del
For de privatansatte funktionærer viser analyserne af lønforskellen mellem kvinder og mænd, at den forklarede del af lønforskellen udgør knap halvdelen af bruttolønforskellen. Dette kan især henføres til, at kvinder og mænd er ansat i forskellige arbejdsfunktioner og i jobs med forskellig jobstatus. Eksempler på dette er, at færre kvinder end mænd har ledelsesarbejde, og at flere kvinder end mænd har almindeligt kontor- og servicearbejde.
For den uforklarede del af lønforskellen viser resultaterne, at mændene får mere ud af en given uddannelsesretning, et givet niveau af erhvervserfaring og en given overordnet arbejdsfunktion, end kvinder gør. Desuden mister kvinder mere i løn end mænd, når de får børn. Disse forhold bidrager til at øge den uforklarede del af bruttolønforskellen. Derimod får kvinder mere ud af at have en given uddannelseslængde, end mænd gør, hvilket reducerer den uforklarede lønforskel.
Metode
Rapportens analyser er baseret på administrative registerdata fra Danmarks Statistik for 2019. Datamaterialet omfatter ansættelser på hele arbejdsmarkedet bortset fra landbrug og fiskeri og private virksomheder med mindre end 10 fuldtidsbeskæftigede. Datamaterialet er afgrænset til ansatte i alderen 25-59 år. Personer med flere ansættelsesforhold i løbet af et år indgår mere end én gang i datamaterialet for det pågældende år. Hovedfokus er på funktionæransættelser i den private sektor.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
HK Privat og HK HandelUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd