Karakteristik af borgere tilknyttet FACT i Midtklyngen
Udgivelsens forfattere:
- Caroline Louise Westergaard
- Kathrine Vixø
- Paul Lynggård Hansen
- Socialområdet
- Sundhed Socialområdet, Sundhed
Svært psykisk syge borgere har komplekse sundhedsmæssige og sociale udfordringer, der kræver indsatser på tværs af sektorer. I et fragmenteret offentligt system kan koordinering mellem sektorer ofte være en udfordring. Flexible Assertive Community Treatment (FACT) er en koordinerende og integreret indsats, der forsøger at imødekomme behovet for koordination på tværs af sektorer hos svært psykisk syge borgere.
Kommuner og regioners samarbejde om FACT er relativt nyt i Danmark. Midtklyngen, der består af Hospitalsenhed Midt, Silkeborg Kommune, Skive Kommune og Viborg Kommune, har siden 2020 arbejdet med implementering af FACT. Analysen er en del af et forskningsprojekt på Aarhus Universitet og i Midtklyngen og skal bruges som viden i det videre arbejde med implementeringen af FACT i Midtklyngen. Karakteristikken er finansieret af Novo Nordisk Fonden.
Enlige mænd med flere psykiatriske diagnoser
Størstedelen af borgerne tilknyttet FACT er enlige mænd mellem 20 og 40 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse. Borgerne har mellem to til tre psykiatriske diagnoser og over halvdelen lider af skizofreni. Derudover oplevere en stor del af dem et skadeligt brug af rusmidler, og over en tredjedel har oplevet udfordringer med hjemløshed.
Borgere tilknyttet FACT har igennem perioden 2018-2022 haft et stigende antal af kontakter til sundhedsvæsnet, og en stor andel er tilkendt førtidspension. På baggrund af denne analyse er det ikke muligt at afgøre om stigningen skyldes en forværring af deres sundhedsmæssige og sociale tilstand, eller om det derimod skyldes, at borgerne i højere grad modtager indsatser, de har behov for, eksempelvis på grund af deres tilknytning til FACT.
Metode
Karakteristikken bygger på deskriptive analyser for årene 2018-2022 foretaget på data fra de tre kommuner i Midtklyngen, Region Midtjylland og de nationale registrer. Populationen består af de 51 borgere, der har været tilknyttet FACT i Midtklyngen igennem hele eller dele af perioden 2020-2022.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Novo Nordisk FondenSamarbejdspartnere
Aarhus Universitet, Region Midtjylland, Skive Kommune, Silkeborg Kommune og Viborg KommuneUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd