Hvorfor det ikke er så lige til med udsathed hos børn og unge

Temaet i dette kapitel er mistrivsel hos børn og unge, og hvordan professionelle der arbejder med udsathed hos børn og unge kan afklare og agere i forhold hertil. Fokus er at præsentere forskningsbaseret viden om resiliens, risiko og mistrivsel hos børn og unge, samt at omsætte denne viden til brug i praksis. Viden om resiliens præsenteres på lige fod med viden om risiko, fordi det for professionel praksis er lige så afgørende at kende forskellene i børn og unges udvikling, som det er at kende lighederne, og dermed de fællesnævnere man finder i forskningen om risikofaktorer. Vurdering af udsathed og mistrivsel hos børn og unge er en udfordrende professionel opgave, fordi det netop ikke er så lige til, som det ofte fremstilles i den offentlige debat. Børn og unges udvikling kan ikke forudsiges med stor sikkerhed, idet den er betinget og påvirket af et væld af faktorer, som hele tiden udvikler sig over tid og påvirker forskelligt alt efter barn og kontekster. Udsathed er således at betragte som processuelt begreb og fænomen, og det gør afklaringen af en potentiel mistrivsel hos børn og unge vanskelig og svært forudsigelig. Det professionelle arbejde med udsathed hos børn og unge må være baseret på en systematisk tilgang, hvor løbende dokumentation af både afklaring og indsats har stor betydning for den hjælp, børn og unge får. Dette betinger også et fokus på den ledelse, som danner rammen om pædagogisk arbejde med udsathed hos børn og unge.Fremadrettet bliver et interessant perspektiv i praksis, hvordan der kan arbejdes med agent-hed og self-efficacy hos børn, unge og familier, idet der forskningsmæssigt peges på et uudnyttet potentiale for børn og unge i udsatte positioner til at få ligeværdige muligheder på trods af ulige opvækstbetingelser.