Hvem går til fodterapi – er der social eller geografisk ulighed?
Udgivelsens forfattere:
- Christine Skovgaard
- Jacob Ladenburg
Baggrund
Personer med diabetes har en vis risiko for at udvikle den alvorlige følgesygdom diabetisk fodsår. Det kan føre til amputation af tæer, fødder og ben, og en stor del af de amputerede dør i løbet af fem år. Ifølge Sundhedsstyrelsen kan diabetikere mindske risikoen for diabetiske fodsår ved at gå til en årlig forebyggende fodundersøgelse.
Ud over de store personlige konsekvenser for den enkelte diabetespatient udgør de diabetiske fodsår også en udgift for samfundet:
Dansk Sundhedsinstitut (nu KORA) opgjorde i en undersøgelse i 2012, at det koster cirka 150-250.000 kroner at hele et fodsår og cirka 400-600.000 kroner, hvis der efterfølgende gennemføres en amputation. De samlede omkostninger til diabetiske fodsår løber op i godt 5 mia. kr. årligt.
Til trods for den relativt store viden om andelen af diabetespatienter, der får fodsår, de mulige efterfølgende virkninger og de direkte udgifter relateret hertil, så er der forbløffende lidt viden om, hvilke diabetespatienter der går til fodterapeut, og om der er social slagside blandt dem, der går til kontrol.
KORA har derfor undersøgt, hvilke patientgrupper man i dag når og måske ikke når.
Konklusion/resultater
Undersøgelsen viser, at 73 procent af diabetikerne undlader at besøge en fodterapeut. Derudover viser undersøgelsen, at der er en risiko for social slagside. Det skyldes, at det især er etniske minoriteter, folk på landet, enlige og mænd, der holder sig væk fra fodterapien.
Undersøgelsen viser også en tendens til, at personer, som går til forebyggende behandlinger, har mindre sandsynlighed for at gå til sårbehandlinger, sandsynligvis fordi den forebyggende behandling netop forebygger udvikling af fodsår. Det skal dog understreges, at resultaterne af denne undersøgelse ikke kan betegnes som kausale effekter, og at resultaterne er forbundet med usikkerhed.
Anbefalinger
Det er overraskende, at så få diabetikere går til jævnlige fodundersøgelser. Det kunne tyde på, at der er et potentiale for at motivere flere til at gå til undersøgelser. Man bør her være særligt opmærksom på de etniske minoriteter, folk på landet, enlige og mænd.
Metode
Rapporten omfatter 321.000 personer, som i følge diabetesregisteret havde diagnosen diabetes i 2012. KORA har undersøgt, hvilke af disse personer der i 2012 har været til den del af fodterapien, der er berettiget til et offentligt tilskud. KORA har benyttet data fra diabetesregisteret, sygesikringsregisteret samt registerdata fra Danmarks Statistisk med personers socioøkonomiske oplysninger.
Læs mere om social skævhed i sundhedsvæsenet i
Udgivelsens forfattere
- Christine SkovgaardJacob Ladenburg
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA