High- or low-risk prisoner, high- or low-risk ex-offender? Assessing the predictive validity of the level of service/risk-need-responsivity (LS/RNR) instrument among different subgroups of Danish prisoners

Kriminalforsorgen indførte risikovurderingsredskabet LS/RNR (Level of Service/Risk-Need-Responsivity) i de danske fængsler i 2015 som led i en større reform. Reformen havde til formål at nytænke indsatserne for resocialisering, og risikovurderingsredskabet blev indført til screening af alle nyindsatte for at kvalificere tilrettelæggelsen af afsoningsforløb.

Langt de fleste indsatte, som i dag afsoner i et dansk fængsel, får en risikovurdering, der udarbejdes ved hjælp af LS/RNR-redskabet. Den indsatte interviewes af en socialrådgiver i kriminalforsorgen, der stiller en række systematiske spørgsmål til risikofaktorer som kriminalitetshistorik, uddannelse, misbrug af alkohol- eller euforiserende stoffer og familieforhold. Derefter udarbejdes en risikovurdering og en afsoningsplan med anvisninger om, hvilke specifikke indsatsområder der bør prioriteres for den enkelte indsatte.

Ny viden om et redskab, som anvendes i mange lande

Denne videnskabelige artikel ser på, hvor godt LS/RNR-redskabet er til at lave valide risikovurderinger og identificere indsatte med henholdsvis høj, mellem eller lav risiko for at begå ny kriminalitet to år efter fængsling. Det er første gang, metoden undersøges i en dansk kontekst – og det er vigtig viden, da valide risikovurderinger er afgørende for brugen af LS/RNR-redskabet i de danske fængsler.

LS/RNR-redskabet er udviklet i Canada, og der er kun gennemført få undersøgelser i europæiske lande. Men de første resultater fra Europa tyder på, at LS/RNR-redskabet er lidt dårligere til at vurdere kriminalitetsrisiko for yngre indsatte og for indsatte med minoritetsbaggrund fra arabiske lande end for øvrige indsatte. Derfor indeholder denne undersøgelse både analyser for alle de 4.075 indsatte, der er screenet med LS/RNR og løsladt i perioden 2015-2017 og analyser for undergrupper defineret ud fra alder (16-25-årige, 26-45-årige og indsatte over 45 år) og minoritetsbaggrund (indsatte med dansk oprindelse, indvandrere og efterkommere fra arabiske lande og indvandrere og efterkommere fra øvrige ikke-vestlige lande).

Klassificerer ikke ensartet på tværs af alders- og minoritetsgrupper

Resultaterne viser, at LS/RNR-redskabet kan identificere indsatte med henholdsvis høj, mellem eller lav risiko for at begå ny kriminalitet, når vi ser på hele gruppen samlet set. Men samtidig viser resultaterne også, at redskabet undervurderer risikoen for yngre indsatte under 26 år og for indsatte med arabisk minoritetsbaggrund. Resultaterne bør derfor føre til forsigtighed i den fortsatte brug af LS/RNR, da redskabet ikke klassificerer ensartet på tværs af forskellige alders- og minoritetsgrupper.

Flere mulige forklaringer

Fra forskningen ved vi, at der kan være en række udfordringer, når risikovurderingsredskaber og psykometriske test anvendes til forskellige grupper. Det gælder eksempelvis målefejl eller interviewerbias, som kan opstå på grund af forskelle i risikofaktorer, opfattelser af spørgsmålsformuleringer eller stereotype (fejl)vurderinger.

Det har ikke været muligt at teste forskellige typer af bias i dette studie og undersøge, hvorvidt de kan forklare, at risikovurderingerne er konservative for yngre indsatte og indsatte med arabisk minoritetsbaggrund. Men resultaterne fra evalueringen viser, at enkelte risikofaktorer som for eksempel familieforhold og alkohol- eller stofproblemer ikke ser ud til at have samme betydning for disse grupper som for de øvrige indsatte. Det vil være centralt at undersøge potentielle bias nærmere fremadrettet. Samtidig kan man overveje at efteruddanne gruppen af sagsbehandlere i kriminalforsorgen, som arbejder med LS/RNR-vurderinger, for at mindske risiko for bias og sikre systematisk opfølgning med eksempelvis test af inter-rater-reliabilitet.

Vigtigt at følge op fremadrettet

I kriminalforsorgen anvendes risikovurderinger som grundlag for at tildele og prioritere indsatser samt tilrettelægge afsoningsforløb. Når risikovurderinger er for konservative for yngre indsatte og indsatte med arabisk minoritetsbaggrund, kan det betyde, at disse grupper får tilbudt enten for få eller mindre relevante indsatser, end hvis risikovurderingerne havde været mere retvisende. Det har dog ikke været muligt at undersøge, hvorvidt de har fået færre indsatser tilbudt under afsoning. Samtidig er det vigtigt at fremhæve, at evalueringer af resocialiseringsindsatserne i de danske fængsler fra eksempelvis VIVE og Rigsrevisionen har påpeget et generelt behov for yderligere opfølgning i kriminalforsorgen for at sikre, at indsatte får de indsatser, som er skrevet ind i afsoningsplanerne.

Internationalt har brugen af risikovurderingsredskaber været omdiskuteret, herunder om udbyttet står mål med omkostningerne. Det er under alle omstændigheder vigtigt at sikre, at brugen af LS/RNR-redskabet giver valide risikovurderinger for alle grupper af indsatte og dermed en korrekt fordeling af indsatser til alle indsatte, i bestræbelsen på at forebygge tilbagefald til kriminalitet.