Har forældrene grund til oprør i Danmark?

I sidste weekend demonstrerede forældre i hele landet som reaktion på DR's dokumentar 'Hvem passer vores børn?' og Folketingets nedstemning af forslaget om at drøfte minimumsnormeringer. Helhedsindtrykket fra DR-dokumentaren var en presset sektor: børn uden nærværende voksne og medarbejdere, der var stressede over ikke at kunne yde en indsats, der var i overensstemmelse med deres faglighed.

Set lidt udefra, og fra et forsker-helikopterperspektiv, en interessant udsendelse, når Danmark samtidig fremhæves internationalt for vores dagpasningssystem. Så hvad er det, vi tilsyneladende kan og ikke kan? I den europæiske debat trækkes det nemlig ofte frem, at vi her til lands har et både godt og billigt (for forældrene) dagpasningssystem, der medvirker til at bryde den sociale arv og dermed sikrer, at børn med færre ressourcer får et godt udgangspunkt i livet. Vi fremstår således i det europæiske perspektiv som et foregangsland, hvad angår pasning af børn uden for hjemmets fire vægge. Det er ingen ny udvikling, da Danmark var tidligt ude med et omfattende udbud af dagpasning til små og store, selv i et nordisk perspektiv.

Til forskel fra vores nordiske naboer, som satsede på en gylden middelvej med først lang orlov og derefter dagpasning, når børnene var omkring halvandetårsalderen, satte vi i Danmark tidligt ind med en massiv dækning af også de mindre børn. I 1995 var der f.eks. 48 procent af de danske børn i alderen 1-2 år, som var i dagpasning uden for hjemmet. I Norge var det 22 procent, og i Finland var det 18 procent. Vores samfundskontrakt kom derfor relativt tidligt til at indeholde en forventning om, at mor og far begge gik på arbejde, og kommunen passede vores børn. Der er derfor også store forskelle, når man spørger forældre eller mere generelt befolkningen i Norden om, hvor små børn der bør passes.

I Danmark er vi ikke i tvivl om, at børn har godt af at komme tidligt i dagpasning. Det er dér, de socialiseres og lærer at omgås andre. Desuden er der ikke længere nogen børn derhjemme på gader og stræder, som man lige kan lege med. I de andre nordiske lande fremhæver man gerne familien som det bedste sted for de små børn.

Selv i dag er der store institutionelle forskelle i Norden, bedst illustreret ved, hvor mange børn der er i dagpasning, inden de fylder 1 år: I Danmark er det 19 procent af børnene under 1 år, som er i dagpasning, tættest fulgt af Island, hvor det er 6 procent.

Hvad er der på spil med et sådant udbygget system? Vi har opbygget en samfundsmodel, hvor vi har en klar arbejdsfordeling mellem forældre og kommune. Det betyder, at begge forældre kan arbejde og dermed bidrage med skattekroner til statskassen. Det betyder også, at kvinder har mulighed for at arbejde fuldtid, opnå en karriere og ikke mindst have en livsindkomst, som ikke er helt lig mændenes, men dog meget tættere på end i mange andre lande. (At vi til gengæld i dette ligestillingsperspektiv kun modvilligt og efter EU's indblanding nu må acceptere at have en øremærket barsel, der ligestiller mor og far i orloven, er en helt anden historie!).

Men der er mere på spil: Forskningen viser, at en tidlig og god dagpasningsindsats nærmest er tryllemidlet for at kunne imødegå de sociale risici, som er forbundet vores sen-moderne liv. En god dagpasningsindsats ses derfor som måden at rette op på børns ulige udgangspunkt, hvad enten det skyldes børnefattigdom, social arv eller evt. udsathed ved at vokse op med én forælder. I EU taler man om langvarig social investering, for det er en indsats, der rækker langt ind i barnets voksenliv. En god dagpasningsindsats kan således sikre fundamentet for barnets senere skolegang og være medvirkende til, at man kan finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Man ser her - og måske lidt instrumentelt - dagpasning som det, der styrker barnets nuværende og kommende 'capacities' som borger og arbejdstager. Man taler ligefrem i dag i EU om at udvikle en 'Baby-PISA'-måling, som skal dokumentere, hvor meget barnet får ud af dagpasningen, på samme måde som man måler skolebarnets udbytte af undervisningen. Det er en social investering med et forventet udbytte, ikke kun individuelt, men også på samfundsniveau.

På baggrund af indflydelsesrige studier af bl.a. den amerikanske økonom Heckman taler man i dag om det direkte økonomiske udbytte af dagpasning. Heckmans forskning peger ligefrem på en (i USA) direkte sammenhæng mellem dagpasning og mindre kriminalitet, færre teenagegraviditeter og mindre velfærdsafhængighed. Sociale udgifter til investering i barnets tidlige år kan således paradoksalt nok på længere sigt medvirke til lavere sociale udgifter. Andre forskere har peget på, at produktivitetsudbyttet af at tilbyde dagpasningsordninger og dermed understøtte, at også kvinderne deltager på arbejdsmarkedet, udgør 10 gange så meget, som hvad en dagpasningsplads koster.

Men alt dette kræver mere end ren opbevaring af barnet i de timer, mor og far er på arbejde. Det kræver, at man har et fortsat fokus på at understøtte barnet i at udvikle dets potentialer. Hvor man i EU oprindeligt var optaget af at sikre, at der var nok dagpasningspladser, er man i dag derfor optaget af, om der er nok og gode nok dagpasningspladser.

Hvordan finder man så ud af, om man har nok og gode nok dagpasningspladser? Her kan det være interessant at se på, hvordan man i EU opfordrer medlemslandene til at drive politik på dagpasningsområdet, og hvordan man sammenligner landene. Vi har i Danmark f. eks. intet problem med at imødekomme EU's benchmarking-mål om, at 33 procent af børn under tre år skal være i dagpasning uden for hjemmet (vi har 62 procent), og tilsvarende for 90 procent af børnene i alderen 3 til skolealder (vi har 98 procent).

Med andre ord målretter vi ikke i Danmark som i mange andre lande dagpasning til de mest ressourcesvage børn, men tænker, det er et tilbud for alle børn. Vi har ligefrem udstyret barnet med en social rettighed til dagpasning. Her er vi på linje med andre lande. Vores rettighed starter dog allerede ved 6-månedersalderen. Men vi har også øje for, hvordan dagpasning kan have betydning for ressourcesvage børn, og har derfor helt unikt indført et såkaldt obligatorisk læringstilbud for 1-årige børn i udsatte boligområder, som ikke går i dagpasning. I praksis er det rettet mod børn af indvandrere.

Også lige efter EU-forskrifterne har vi har i dag i Danmark et integreret system, der ikke adskiller dagpasning og førskoleområdet i to organisatoriske størrelser. Til forskel for f.eks. Frankrig, hvor de to områder hører under forskellige ministerier. På samme måde hører vi til blandt duksene, når man ser på udgifterne til området. Der foreligger her ingen minimumsstandard for, hvor meget man som EU-land bør bruge. UNICEF på den anden side anbefaler, at man bruger 1 procent af bruttonationalproduktet (BNP). Det er dog kun i Norden, Frankrig og Bulgarien, at vi finder udgifter over den ene procent. Og Danmark ligger pænt placeret i toppen med 1,4 procent, kun overgået af Island (1.8 procent) og Sverige (1.6 procent).

Andel af BNP er dog et usikkert mål for den reelle investering. som et land foretager i sit dagpasningssystem. BNP har det med at gå op og ned, og i dårlige tider kan det lige pludselig se ud, som om man bruger flere penge på dagpasning, selv om det reelle beløb per barn er det samme. Eller har man som Bulgarien et lavt BNP, ser investeringen lige pludselig stor ud. Så det offentliges investering kan også måles på, hvor meget af udgiften til en dagpasningsplads, der lægges over på forældrene.

Vi gør det her i Danmark også ganske godt med hensyn til, hvor meget det koster at have et barn i dagpasning. Det kan synes vældig dyrt, når man som småbørnsfamilie i København skal betale 3.798 kr. om måneden for en vuggestueplads, men opgjort som andel af husstandsindkomst for en familie med to børn ligger forældrebetalingen i Danmark ikke meget højere end andre lande, på 10-15 procent, afhængig af om man er en lav-, mellem-eller højindkomst familie. Vores system udligner nemlig indkomstforskellene, så alle betaler nogenlunde det samme, og tager samtidig højde for, om man har mere end ét barn i dagpasning. Til sammenligning betaler en lavindkomst-børnefamilie i Irland næsten 35 procent af deres husstandsindkomst, når den månedlige regning kommer.

Men hvad så med kvaliteten af dagpasningen? Det er straks en sværere størrelse at opgøre, for hvordan opgør man kvalitet? Når man taler om kvalitet i dagpasningen i EU, nævner man nemlig så forskellige og utællelige størrelser som at tilbyde eksplicit læring og udviklende aktiviteter, men også at sikre barnet tid til fri leg. Man taler også om, at der skal være fleksibilitet i dagpasningstilbuddet, så åbningstider og indholdet af tilbuddet passer til familiens behov og præferencer.

Mere tælleligt bliver det, når vi ser på, hvor mange børn der er per voksen - den kvalitetsindikator, som jf. forskningen bedst udtrykker egentlig kvalitet i dagtilbuddet. Og dér, hvor det ifølge DR-dokumentaren haltede allermest. Først og fremmest er der stor forskel landene imellem på, om der er minimumsnormeringer i lovgivningen. Det gælder også for de nordiske lande.

Hvor man i Danmark, Island og Sverige ikke går ind og regulerer antallet af børn per voksen, siger man i Norge, at der maks. må være 9 børn per voksen i vuggestuer. I børnehaverne må der være 18 børn per pædagog, men man tæller her ikke pædagogmedhjælperne med. I Finland siger man 4 vuggestuebørn per voksen og 7 børnehavebørn per voksen. Ser vi på de reelle tal for Danmark, viser Bureau 2000's årlige opgørelser, at antallet af børn per voksen i de danske dagpasningstilbud kun er steget siden midt-80' erne.

Ser vi på år 2000, var der gennemsnitligt 5.2 børn per voksen i vuggestuerne og 9.7 børn per voksen i børnehaverne. I 2014 var tallet steget til 6.5 for vuggestuebørn og 11.8 for børnehavebørn. Siden 2014 er der ikke nødvendigvis kommet flere børn til, men mere af tiden bruges i dag på administration, bl.a. på at dokumentere børnenes læringsmål og fremskridt. Institutionslederne vurderer således i den seneste rapport fra Bureau 2000, at opgaverne med dokumentation er steget svarende til 2 timer per medarbejder i de senere år, selvom personalenormeringen er den samme.

Ikke overraskende siger hver tredje medarbejder jf. rapporten, at de mangler tid til at løse konflikter, til at trøste børnene og til at tage sig af et barn med forstyrrende adfærd. Akilleshælen ved det store fokus på at understøtte barnets potentiale gennem velforberedte aktiviteter og læringstilbud samt løbende dokumentation af barnets udvikling kan derfor nemt være, at den flytter fokus fra det elementære behov, barnet har for voksenkontakt i løbet af dagen.

Så igen, hvad er der på spil? I sidste ende er det den samfundskontrakt, vi har mellem stat og forældre om, at udbud og kvalitet i dagpasningstilbuddet hænger sammen, så vi sikrer ligestilling i arbejdsudbud, og at børnene får den bedste start på livet.