Forskere: Nydanskere er underrepræsenterede i kommunalbestyrelserne

Det fremhæves ofte som et normativt ideal, at vores folkevalgte politikere i et vist omfang afspejler vælgerkorpset i forhold til køn, alder, uddannelse, erhvervsbaggrund osv. Afspejlingen, argumenteres der for, skal blandt andet sikre, at alle gruppers interesser varetages, og at politikerne bringer nogle af de samme værdier med ind i det politiske arbejde, som der findes i befolkningen. Og der argumenteres for det ønskelige i, at de indvalgte med udgangspunkt i deres egen hverdag kan sætte sig ind i borgernes problemer og udfordringer, og at det derfor gælder om at have politikere, der deler erfaringer med forskellige dele af vælgerkorpset.

Endelig kan det have symbolsk værdi, at alle grupper er nogenlunde ligeligt repræsenteret – dermed kan alle grupper se sig selv i de folkevalgte, og det kan være med til at sikre kommunalbestyrelsernes demokratiske legitimitet.

Derfor kan der forud for kommunalvalget den 21. november være god grund til at beskæftige sig med den demografiske repræsentation i kommunalbestyrelserne. En gruppe af særlig interesse er nydanskere – vi ser her på ikke-vestlige indvandrere og efterkommere – som historisk har været underrepræsenteret i danske kommunalbestyrelser. Det er en befolkningsgruppe, der over tid er vokset markant i størrelse, og som ifølge fremskrivninger også forventes at vokse fremover.

Udviklingen i nydanskeres repræsentation er gået i stå

Figuren viser ikke-vestlige nydanskeres repræsentation i dansk kommunalpolitik. Ved det seneste valg i 2013 udgjorde gruppen cirka 6,1 procent af vælgerbefolkningen, men kun 3,0 procent af kandidaterne og 2,8 procent af de indvalgte. Med andre ord er der lidt under halvt så mange ikke-vestlige nydanskere i kommunalbestyrelserne i forhold til, hvad man ville forvente ud fra deres andel blandt vælgerne.

I et historisk perspektiv er ikke-vestlige nydanskeres repræsentation steget. Med forbehold for forskelle i opgørelsesmetoder over tid var deres repræsentation i midten af 90’erne cirka 1/5 af deres andel i vælgerbefolkningen. Dette tal steg til cirka halv repræsentation i starten af 00’erne. Siden har niveauet været let faldende.

Man kan diskutere, om halv repræsentation er godt eller skidt. Kvinders repræsentationsgrad i kommunalbestyrelserne er eksempelvis omkring 60 procent. I det perspektiv er det måske meget godt gået, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere – hvoraf mange ikke er født og opvokset i landet – er næsten lige så godt repræsenterede. Og ikke-vestlige nydanskere er faktisk bedre repræsenterede end eksempelvis unge, personer uden for arbejdsmarkedet og personer med korte uddannelser.

Danmark er da også historisk blevet fremhævet som et land med en høj repræsentation af indvandrere og efterkommere, hvilket måske er en følge af vores valgsystem med forholdstalsvalg og hyppig brug af sideordnet opstilling, der gør det let for partierne at opstille minoriteter og for minoriteterne at opnå indvalg. Omvendt er der altså stadig et godt stykke op til de etniske danskeres repræsentation, og udviklingen i repræsentationen synes i bedste fald at være gået i stå de seneste valg.

Store variationer i repræsentationen

Den omkring halve repræsentation blandt ikke-vestlige nydanskere dækker over betydelige variationer.

En vigtig forskel ser vi på tværs af kommuner. I de kommuner, hvor der bor forholdsvis få ikke-vestlige nydanskere, er deres repræsentation meget lav, hvorimod deres repræsentation er højere i kommuner, hvor der bor mange. Dette hænger sandsynligvis sammen med, at der skal en kritisk masse til at få en vis politisk base i sin egen etniske gruppe.

En anden forskel findes i forhold til etnicitet. Eksempelvis er tyrkiske medborgere faktisk bedre repræsenterede end etniske danskere. Tyrkere udgør omkring 1 procent af de stemmeberettigede til kommunalvalg, men omkring 1,5 procent af de indvalgte. Tyrkeres høje repræsentation kan blandt andet skyldes, at der er tale om en stor indvandrergruppe, der har været i landet i mange år, og som har stærke netværk. Pakistanere er også en gruppe med en forholdsvis høj repræsentationsgrad. Det betyder naturligvis også, at de fleste etniciteter er væsentligt dårligere repræsenterede, end den generelle repræsentationsgrad for ikke-vestlige nydanskere indikerer.

Kan repræsentationen blive mere lige?

Et oplagt spørgsmål er, om man kan øge ikke-vestlige nydanskeres repræsentationsgrad og for den sags skyld repræsentationsgraden for andre underrepræsenterede grupper såsom kvinder, personer med kortere uddannelser, unge, personer uden for arbejdsmarkedet mv. Der er næppe nogen lette løsninger.

De underrepræsenterede grupper – med undtagelse af kvinder – stemmer typisk mindre end andre grupper. Kan gruppernes valgdeltagelse øges, kan det måske gøre repræsentationen mere ligelig og skabe en positiv spiral, hvor grupperne i stigende grad føler, at de kan spejle sig i politikerne. Dette kan så lede til større engagement til valgene og flere indvalgte, hvilket igen kan styrke identifikationen.

Et andet oplagt sted at kigge er naturligvis ved opstillingen af kandidaterne. Her kan der måske fra partiernes side være endnu større fokus på at identificere talenter i partierne og i lokalområdet fra de underrepræsenterede grupper og opfordre dem til at stille op. Men det kræver naturligvis også, at talenterne så er villige til at stille op, når de bliver spurgt.