Fokus på sundhed i socialpsykiatrien
Udgivelsens forfattere:
- Ledelse og implementering
- Socialområdet
- Dagtilbud, skole og uddannelse
- Sundhed Ledelse og implementering, Socialområdet, Dagtilbud, skole og uddannelse, Sundhed
Baggrund
Utallige rapporter dokumenterer, at der er stor ulighed i sundhed i Danmark, og at overdødelighed blandt borgere, der er tilknyttet socialpsykiatrien, er større end blandt den almene befolkning. En overdødelighed, der primært kan forklares med fysisk sygdom, fordi borgerne i socialpsykiatrien ofte er underdiagnosticeret eller underbehandlet. Region Sjælland har på den baggrund udviklet en flerstrenget indsats, som de kalder Gå til lægen i tide. Formålet er, at flere borgere i Region Sjælland har en længere kræftoverlevelse sammenlignet med andre regioner, og at ulighed i sundhed samtidigt reduceres i regionen.
VIVE har evalueret den del af indsatsen, der skal klæde medarbejderne i socialpsykiatrien bedre på til at understøtte borgere i at komme til lægen i tide. Denne indsats beskrives som en ny og anderledes sundhedsoplysende indsats. Det gør den dels, fordi indsatsen bygger på et fokus på, at fysik sygdom blandt borgere i socialpsykiatrien ikke kan skabes via massekommunikation, men i stedet må bringes ind i borgernes hjem via medarbejdere, som borgerne har tillid til. Derudover anses indsatsen som anderledes, fordi den metode, der anvendes til at klæde medarbejderne på, bryder med lineære formidlingsformer såsom oplæg og foredrag. De tre timers arrangementer, medarbejderne deltager i, bygger i stedet på en kombination af forskellige aktiviteter: sundhedsfaglige oplæg, dilemmaspil (der spilles af skuespillere), gruppeøvelser og uddeling af en folder, der kan bruges som dialogredskab. I perioden 2017-2018 er der afholdt 17 arrangementer i 10 af regionens kommuner.
Resultater
Evalueringen tegner ikke et klart billede af, i hvilket omfang delindsatsen har biddraget til indsatsens – Gå til lægen i tide – overordnede formål om at reducere overdødelighed og ulighed i blandt borgere i socialpsykiatrien. Dog viser evalueringen, at indsatserne, i tråd med intentionen, har skabt en platform for at klæde medarbejderne på som ambassadører for et somatisk blik, hvilket alt andet lige vil styrke medarbejdernes mulighed for at give borgerne den nødvendige støtte til at komme til lægen. Evalueringen viser nemlig, at både læger og medarbejdere i socialpsykiatrien oplever, at borgere i socialpsykiatrien har et stort behov for at blive støttet både før, under og efter, de har været til lægen, hvis diagnoseforsinkelser skal undgås.
Arrangementets virkning tilskrives den nye metode, herunder særligt anvendelsen af dilemmaspillene, hvor skuespillere spiller små problemorienterede praksisnære spil for medarbejderne og inviterer dem op på ”scenen”. Disse spil betragtes af de fleste medarbejdere og ledere som en hensigtsmæssig måde at skabe læring på, fordi læringen bliver mere engagerende, nemmere at omsætte i praksis og i større omfang huskes end for eksempel oplæg.
Evalueringen tegner dog også et billede af, at både metoden og indsatsen rummer begrænsninger og udviklingspotentialer. Én væsentlig begrænsning er, at medarbejdernes opmærksomhed på somatiske problemstillinger aftager over tid, og at indsatsen i sin nuværende form ikke er tilstrækkelig forankret i kommunerne. Én anden væsentlig udfordring er at udvikle dilemmaspillene, så de sikrer, at alle medarbejderne på tværs af forskellige funktioner og fagligheder i socialpsykiatrien finder problemstillingen relevant og genkendelig. Desuden er det vigtigt, at indsatsen sikre, at synet på almen praksis forbliver konstruktivt, så samarbejdspotentialet synliggøres.
Anbefalinger
VIVE anbefaler, at Region Sjælland i samarbejde med kommunerne arbejder målrettet videre med at skabe en større forankring af arrangementerne – herunder er det afgørende, at medarbejdernes blik på borgernes fysiske sygdomme fastholdes. Sidst, men ikke mindst, anbefaler VIVE, at Region Sjælland udnytter og udbygger potentialerne i at skabe en mere helhedsorienteret indsats på tværs af almen praksis (somatik) og socialpsykiatrien (psykiatri).
Metode
Evalueringen bygger på et kvalitativt casestudie i tre af de ti deltagende kommuner. I de tre casekommuner har VIVE interviewet 2 læger, samt 4 ledere og 17 medarbejdere fra socialpsykiatrien. Derudover inddrages en spørgeskemaundersøgelse, som Region Sjælland har gennemført blandt deltagerne på arrangementerne, baseret på 259 besvarelser.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Udgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd