Fem megatrends der udfordrer fremtidens sundhedsvæsen
Udgivelsens forfattere:
- Betina Højgaard
- Jakob Kjellberg
- Ledelse og implementering
- Sundhed Ledelse og implementering, Sundhed
Konklusion
KORA har gennemgået de fem megatrends, som er udpeget til at være de største udfordringer for sundhedsvæsenet i fremtiden. På baggrund af gennemgangen af de fem trends i en dansk sammenhæng vurderes der – nævnt i tilfældig rækkefølge – at være følgende centrale tendenser for sundhedsvæsnet de næste 10-20 år:
- Der vil blive flere ældre borgere, og antallet af multisyge vil stige.
- Indsamling og brug af data vil vokse markant, især brugen af data indsamlet af borgerne selv.
- Borgerne vil få en meget mere central rolle i deres egen behandling, og især vil der være store forventninger til de ressourcestærke borgere om at tage aktiv del i egen sundhed.
- Borgerne vil stille højere krav til sundhedsvæsenet.
- Der vil ske en demokratisering af teknologi og viden. Borgerne vil have adgang til mere information end i dag – og nogle af dem vil på denne baggrund kunne indgå i et mere ligeværdigt samarbejde med lægen i beslutningen om, hvad der er den rette behandling. For andre vil det imidlertid være en udfordring at skabe overblik over den omfattende informationsmængde og herunder finde vej til den rigtige viden. Sidstnævnte gruppe vil komme til at udfordre de sundhedsprofessionelle, der vil stå med borgere med megen information og lille viden, som de sundhedsprofessionelle skal afbalancere.
- Der vil ske en markant udbredelse i anvendelsen af digitale løsninger, både som supplement til eksisterende behandling og som erstatning for den.
- Der vil være en stigende anvendelse af robotteknologi i sundhedsvæsenet.
- Sundhedsvæsenet vil blive proaktivt frem for reaktivt; der vil være fokus på sundhed frem for behandling, og borgerne skal holdes sunde og raske.
- Borgere såvel som klinikere vil i stigende grad benytte sig af forskellige beslutningsstøtteværktøjer i tråd med IBM’s computer Watson.
- Der vil være mere individuelle forebyggelses- og behandlingsforløb som følge af, at der bliver bedre muligheder for at gøre brug af viden om patienternes genetiske arvemasse.
- En del arbejdsopgaver – både lægelige opgaver og serviceopgaver – vil blive automatiseret. Samtidig vil teknologien skabe nye arbejdsopgaver, da ny teknologi vil resultere i nye undersøgelser og behandlinger.
Baggrund
The Advisory Board Company – en global forsknings-, teknologi- og konsulentvirksomhed, der hjælper ledere inden for hospitalsvæsenet og sundhedssystemet med at forbedre kvaliteten og effektiviteten af patientpleje – har i 2012 udpeget fem megatrends, der udfordrer sundhedsområdet. De fem megatrends er:
- Den aldrende befolkning
- Den stigende betydning af kronisk sygdom
- Informationsrevolutionen
- Klinisk teknologis velsignelse og forbandelse
- Den nye sundhedsforbruger.
Danske Regioner har på denne baggrund bedt KORA om at udarbejde en rapport, der med afsæt i en dansk kontekst kvalificerer og om muligt kvantificerer de udpegede megatrends for sundhedsvæsenet, som nødvendiggør udvikling af det danske sundhedsvæsen. De fem megatrends, som rapporten fokuserer på, var således givet i opdraget fra Danske Regioner.
Metode
Afdækningen er baseret på desk research, analyse af den historiske udvikling og interview med nøglepersoner. Interview med nøglepersoner er foretaget i de tilfælde, hvor resultaterne af desk research vurderes ikke at give et fyldestgørende billede af, hvilke tendenser der synes at være for de enkelte megatrends i fremtiden. Der er gennemført i alt ni telefoninterview. Endvidere er der foretaget interview af medarbejdere i KORA med særlig indsigt i innovation, teknologi og brugerinddragelse.
Udgivelsens forfattere
- Betina HøjgaardJakob Kjellberg
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA