Evaluering af projektet: Tværsektorielt samarbejde om rehabilitering af borgere med apopleksi
Udgivelsens forfattere:
- Christina Holm-Petersen
- Emmy Hjort-Enemark Topholm
- Martin Sandberg Buch
- Ældre
- Ledelse og implementering
- Socialområdet
- Sundhed Ældre, Ledelse og implementering, Socialområdet, Sundhed
Mange borgere med apopleksi (blødning eller blodprop i hjernen) oplever alvorlige følgevirkninger. De har behov for rehabilitering og pleje både under og efter indlæggelsen, men viden går ofte tabt, når en borger udskrives fra hospitalet og overgår til kommunal rehabiliteringsindsats.
Derfor har Herlev og Gentofte Hospital og de ni kommuner i Planområde Midt igangsat en række afprøvninger, der skal skabe mere sammenhængende rehabiliteringsforløb. Afprøvningerne skal sikre, at de apopleksiramte borgere får de bedste forudsætninger for at generhverve mest muligt af deres oprindelige funktionsniveau.
VIVE har på vegne af projektparterne evalueret en række af projektets afprøvninger. Evalueringen afdækker erfaringerne med og resultaterne fra de afprøvede indsatser samt projektets organisering og rammer. Endelig identificerer evalueringen, hvad der hæmmer og fremmer det tværsektorielle samarbejde.
Hvad er Planområde Midt?
Region Hovedstaden er opdelt i de fire planområder Nord, Midt, Syd og Byen, som svarer til hospitalernes og psykiatriens optageområder. Planområde Midt består af de ni kommuner
- Ballerup
- Egedal
- Furesø
- Gentofte
- Gladsaxe
- Herlev
- Lyngby-Taarbæk
- Rudersdal
- Rødovre.
Fagpersoner oplever øget patientsikkerhed og øget tryghed hos borgerne
De interviewede fagpersoner oplever på tværs af sektorer, at afprøvningerne overordnet har skabt klarere rammer og aftaler i samarbejdet mellem hospitalet og de ni kommuner. Fagpersonerne oplever også, at afprøvningerne har fremmet patientsikkerheden og skabt større tryghed hos borger og pårørende. Derudover har fagpersonerne i højere grad fået et fælles sprog og større kendskab til hinanden, hvilket har skabt bedre samarbejdsrelationer.
Strukturelle og organisatoriske barrierer giver udfordringer
Fagpersonerne oplever dog også to primære barrierer for afprøvningerne og for det at skabe sammenhængende forløb. Den første barriere er relateret til, at projektet ikke har været omsat ens i kommunerne. Evalueringen finder for eksempel, at der har været udfordringer med at sikre tilstrækkelig ledelsesfokus og kendskab til projektet blandt medarbejderne i frontlinjen. Den anden er en strukturel barriere i forhold til variationer i de kommunale tilbud, stor medarbejderudskiftning og en presset økonomi. Ledere og medarbejdere har således en oplevelse af, at det er svært at skabe sammenhæng på tværs af sektorerne og svært at levere den kvalitet, de gerne ville.
Udfordringer med at etablere implementeringskæde
Den første barriere med at sikre ledelsesfokus og kendskab til projektet kommer blandt andet til udtryk i fem konkrete udfordringer med at etablere en implementeringskæde:
- Manglende kendskab til afprøvninger og uklarhed om rolle blandt medarbejderne i frontlinjen
- Manglende videndeling og nedsivning igennem nøglepersoner eller lokale implementeringsgrupper
- Varierende ledelsesfokus- og opbakning
- Stor medarbejderudskiftning
- på hospital og i kommunerne
- på tværs af faggrupper.
Variation i serviceniveauer og tilbud
Den anden og mere strukturelle barriere i projektet giver sig blandt andet til kende som:
- Variationer kommunerne imellem i forhold til hvor meget træning ved fysio- og ergoterapeuter, de kan tilbyde deres borgere
- Lavt kompetenceniveau og mangel på neurofaglig viden, særligt blandt plejepersonalet i kommunerne
- Mangel på terapeuter uden for almindelig dagsarbejdstid, hvor borgerene ofte modtages i kommunen
- Oplevelse af at tilsidesætte faglighed til fordel for økonomiske prioriteringer i kommunerne
- Korte indlæggelser på hospitalet, der bidrager til at sætte de kommunale rehabiliteringsforløb under pres.
Anbefalinger
På baggrund af evalueringen anbefaler VIVE, at Herlev og Gentofte Hospital og de ni kommuner i Planområde Midt
- fastholder de opnåede resultater og aftaler, hvordan man fremadrettet vil prioritere indsatsen på apopleksiområdet.
- indgår et forpligtende samarbejde om at gå i drift på en række af de områder, der har været afprøvet.
- styrker ledelsesinvolveringen. Der har i projektet været udfordringer med ledelsesopbakning og styregruppens sammensætning. For at kunne gå i drift med afprøvningerne anbefales det, at man sikrer aktiv og bred ledelsesinvolvering på alle niveauer med forankring i alle ni kommuner og på hospitalet. Samtidig er det nødvendigt med en tydelig og synlig ledelse, som understøtter og sikrer implementeringen samt har ansvar for kommunikation herom.
- indfører kontinuerlige erfa-grupper og kompetenceudvikling for at fremme medarbejdernes faglighed og kendskab til hinanden på tværs
- arbejder for at nedbringe den indbyrdes variation mellem kommunerne for at skabe større ensartethed i tilbuddene til borgeren og effektivisere samarbejdet med hospitalet
- udforsker mulighederne for at udbygge det tværkommunale samarbejde for at skabe større og mere fagligt bæredygtige miljøer inden for neurorehabilitering.
Metode
Evalueringen er baseret på gruppeinterview med 36 medarbejdere og ledere fra hospitalet og de ni kommuner samt på en gennemgang af interne dokumenter fra projektet
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Evalueringen er gennemført på opdrag af projektparterne Herlev og Gentofte Hospital og de ni kommuner i Planområde MidtUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd