Evaluering af praksisklinikken på Bornholms Regionshospital
Udgivelsens forfattere:
- Martin Sandberg Buch
- Anders Bo Bojesen
- Ida Skytt
- Jakob Kjellberg
- Ledelse og implementering
- Sundhed Ledelse og implementering, Sundhed
Region Hovedstaden har bedt VIVE om at lave en midtvejsevaluering af Praksisklinik Bornolm for at gøre status på praksisklinikkens etablering og for at se på de muligheder, der er for videreudvikle klinikken. Evalueringen undersøger klinikkens organisering og udvikling, den patientoplevede kvalitet samt klinikkens eventuelle betydning for patienternes forbrug af sundhedsydelser og de afledte omkostninger heraf. Endelig opsummerer evalueringen den læring og de opmærksomhedspunkter, erfaringerne fra Bornholm kan give anledning til i andre sammenhænge, hvor der etableres regionsklinikker.
Resultater
Praksisklinik Bornholm fremstår som en fuldt udviklet og akkrediteret almen medicinsk klinik med fast tilknyttet personale, der oplever klinikken som et attraktivt sted at arbejde. Klinikkens ansatte anser kvaliteten, tilgængeligheden og muligheden for at se den samme læge som sammenlignelig med en PLO-kompagniskabspraksis i samme størrelse. Det fremgår samtidig, at patienterne er tilfredse med tilknytningen til praksisklinikken og oplever en tilgængelighed og kvalitet, der er sammenlignelig med det, de var vant til hos deres tidligere læger.
Praksisklinikkens læger forbinder deres status som ansatte og fritagelsen for ydelseshonorering med en række muligheder for at tilrettelægge dagligdagen og det patientrettede arbejde på nye og mere hensigtsmæssige måder. For eksempel er der på en typisk dag færre direkte patientkontakter, og det er i højere grad muligt at afslutte den enkelte patientkontakt, inden den næste starter. Et andet eksempel knytter sig til praksisklinikkens samarbejde med kommunale plejehjem og den kommunale misbrugsbehandling, hvor både klinikkens ansatte og de kommunale samarbejdsparter oplever det som positivt, at praksisklinikken kan:
- prioritere hjemmebesøg til de borgere, der har svært ved at komme på klinikken
- give hurtige svar på skriftlige henvendelser fra de kommunale samarbejdsparter.
På kort sigt er der ikke noget, som tyder på, at praksisklinikkens patienter henvises oftere til sygesikringsydelser sammenlignet med andre patienter på Bornholm. De har også samme grad af tilknytning til arbejdsmarkedet, og andelen af patienter på sygdomsrelaterede overførselsindkomster er på niveau med resten af befolkningen på Bornholm.
Til gengæld er antallet af indlæggelser og ambulante udredningsforløb signifikant højere for praksisklinikkens patienter sammenlignet med kontrolgruppen af øvrige patienter på Bornholm. Samtidig ser vi en ikke-signifikant øgning af omkostninger relateret til akutte hospitalsydelser. Evalueringen giver ikke mulighed for at vurdere årsagerne til forskellen på indlæggelser og ambulante forløb endegyldigt, men den mest sandsynlige forklaring er, at praksisklinikkens fysiske placering på Bornholms Hospital kan lede til flere henvisninger.
Anbefalinger
Ved opstart af nye regionsklinikker, har rapporten tre overordnede anbefalinger:
- Ansæt en daglig ledelse til at håndtere personale, udvikling af praksisteamet og de mere lavpraktiske spørgsmål.
- Skab klarhed om, hvor længe klinikken forventes at eksistere. Afsæt tid til at forberede åbningen. Jo længere tidsperspektiv, desto bedre forudsætninger for at rekruttere medarbejdere og udvikle en velfungerende løsning.
- Vær sikker på, at it-systemer og lægesystem er testet og fungerer, når klinikken åbner. Vær opmærksom på, at der kan være særlige udfordringer med at få it-løsninger udviklet til almen praksis til at fungere på et hospital.
I forhold til bemanding, rekruttering og fastholdelse anbefales det, så vidt muligt at tilknytte en fast stab af læger og øvrigt personale, så patienterne har mulighed for at komme hos en fast læge. Hvis det er muligt, anbefaler vi at ansætte almenmedicinere/erfarne praksislæger og bruge deres erfaringer til at etablere klinikkens organisation og arbejdsgange.
Ved længere ansættelser bør der være mulighed for, at læger og øvrigt personale kan udvikle og vedligeholde deres kompetencer, for eksempel ved at afsætte tid til kompetenceudvikling og sikre adgang til relevante kurser i regi af PLO og DSAM. I det omfang det lykkes at ansætte fast tilknyttede læger og personale, bør der ligeledes være opmærksomhed på at inkludere dem i relevante, lokale, faglige netværk.
I forhold til praksisklinik Bornholms økonomi anbefales, at der i det fremadrettede arbejde med praksisklinikken sættes fokus på, om den økonomi, der stilles til rådighed for driften, hænger sammen med de faktiske udgifter forbundet med klinikkens drift. På generelt niveau anbefales det også, at have fokus på økonomien i de midlertidige tilbud om lægedækning for at få større viden om:
- variation og årsagerne til denne
- hvordan udgifter og rentabilitet udvikler sig over tid
- hvilke muligheder der er for forbedre rentabiliteten.
Metode
Evalueringen er baseret på observation i praksisklinikken, interview med klinikkens ansatte og ledelse, repræsentanter fra Bornholms Hospital og Bornholms Regionskommune (16 deltagere i alt) samt på relevant skriftligt materiale. Endvidere er der interviewet ni patienter og udsendt et elektronisk spørgeskema til alle de patienter, der er fyldt 18 år og er tilmeldt e-boks. Endelig har vi brugt registerdata til at belyse, om de tilknyttede patienters forbrug af sundhedsydelser har udviklet sig anderledes end hos patienter tilmeldt en PLO-praksis på Bornholm.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Region HovedstadenUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd