Evaluering af kommunernes anvendelse af plejefamilier med særlige opgaver – delrapport 3

Rapporten er den tredje af fire rapporter om kommunernes anvendelse af kommunale plejefamilier og specialiserede plejefamilier, dvs. plejefamilier, der kan modtage særligt støttekrævende børn. Det er ofte børn, som tidligere ville være anbragt på døgninstitution, og som almindelige plejefamilier ikke har forudsætninger for at kunne modtage. Disse plejefamilier betegnes som plejefamilier med særlige opgaver.

Baggrunden for undersøgelsen er Barnets Reform, som trådte i kraft januar 2011. Reformen indeholdt bl.a. en ny type plejefamilie – kommunale plejefamilier – ligesom der var fokus på at styrke og opkvalificere plejefamilieområdet i kommunerne.

Konklusion

Casestudierne i syv kommuner viser, at de undersøgte kommuner er godt i gang med at udvikle de særlige plejefamilier, og at de overvejende har gode erfaringer med at anbringe børn og unge med selv meget store støttebehov i særlige plejefamilier. Fra politisk hold er der et ønske om at udvikle særligt kvalificerede plejefamilier til børn og unge med særlige støttebehov, ud fra betragtningen at det bedste for et barn er at vokse op i en familiesituation.

De unge, der er blevet interviewet i denne undersøgelse, giver også udtryk for, at de er glade for at bo i en familie. Selv om de tidligere har været glade for deres døgninstitution synes de, at det er langt bedre at bo i en ”rigtig familie”. De fortæller, at de har et nært og fortroligt forhold til mindst én af deres plejeforældre.

Anbefalinger

Kommunerne har gode erfaringer med de særlige plejefamilier. Det er især værd at fremhæve disse elementer:

• Det er vigtigt med en grundig visitation og at udvælge de bedst kvalificerede plejefamilier. Det giver forholdsvis mere stabile anbringelsesforløb.
• Det kan være en fordel, at finde en plejefamilie inden for barnets egen kommune. På den måde kan barnet fortsætte i sin egen skole, eventuelle støtteforanstaltninger kan fortsætte, og barnet kan opretholde sit sociale netværk i form af familie, venner og skolekammerater.
• En fælles handleplan er et vigtigt redskab for matchning af barn og plejefamilie. Det giver også plejefamilien et godt kendskab til barnet og samlet set forebygger det nedbrud i plejeforløbet.
• Barnet skal ofte have yderligere støtte fx i specialskole, psykologstøtte eller en støttekontaktperson, når barnet skal være sammen med de biologiske forældre.
• Der skal være mulighed for at aflaste plejefamilierne, hvis de har behov for det.
• Familieplejen skal have en stærk og kvalificeret støtte i form af rådgivning, supervision og efteruddannelse.
• Plejefamiliekonsulenterne skal også selv opkvalificeres i forhold til at give supervision af de specialiserede og kommunale plejefamilier.
• Der skal være en adskillelse mellem supervision og driftstilsyn, hvilket betyder, at plejefamiliekonsulenten kun har én rolle, nemlig at være en støtte for plejefamiliens opgave med barnet, de har i pleje.

Metode

Konklusionerne er draget på baggrund af interviews med 42 ledere og medarbejdere i syv kommuners familie- og plejeafdelinger samt 13 kommunale og specialiserede plejefamilier og fire anbragte unge. Desuden indeholder rapporten et dokumentstudie af kommunernes politik på anbringelsesområdet.