Ekspertgruppe: Sådan bør skoler måle trivsel
Udgivelsens forfattere:
- Jill Mehlbye
- Bjørn Holstein
- Hans Henrik Knoop
- Helle Rabøl Hansen
Socialområdet
Børn, unge og familie
Dagtilbud, skole og uddannelse
Socialområdet, Børn, unge og familie, Dagtilbud, skole og uddannelse
Elevernes trivsel skal styrkes. Sådan lyder en central målsætning i folkeskolereformen. Derfor er det fra skoleåret 2015/2016 obligatorisk for alle folkeskoler at gennemføre en national trivselsmåling, der kan styrke skolernes arbejde med trivsel.
Ifølge aftalen om reformen skal målingen dække trivsel, undervisningsmiljø, ro og orden. Ekspertgruppen har siden januar 2014 arbejdet med at udvikle den nationale trivselsmåling.
I dag offentliggør ekspertgruppen den første af to anbefalingsrapporter. Denne første rapport giver et bud på temaer i og målgruppe for målingen og er første skridt på vejen mod trivselsmålingens indhold.
Måling én gang om året
Ekspertgruppen anbefaler, at trivselsmålingen bliver gennemført en gang om året. Det giver nemlig skolerne de bedste muligheder for hurtigt at kunne sætte ind i de klasser, hvor der er problemer med trivsel og undervisningsmiljø.
I anbefalingerne har ekspertgruppen lagt vægt på, at trivselsmålingen skal give skoler og kommuner et godt billede af trivsel, undervisningsmiljø, ro og orden i klassen og på skolen, og at det skal være let for skolen at gennemføre målingen.
Desuden understreger ekspertgruppen også, at det er vigtigt, at resultaterne af målingen bliver stillet til rådighed for skoler og kommuner på en overskuelig måde, så det bliver let for skolerne at følge op på mistrivsel og dårligt undervisningsmiljø.
Vejledningsmateriale skal hjælpe skolerne
Ekspertgruppen anbefaler, at man måler trivslen blandt elever i 4.-9. klasse, da forskning viser, at det er vanskeligt at få de mindste elever til at svare på spørgsmål om trivsel. Samtidig vil ekspertgruppen dog kigge nærmere på mulighederne for, hvordan skolerne også kan få et billede af de mindste elevers trivsel.
For at hjælpe skolerne bedst muligt foreslår gruppen, at der bliver udviklet vejledningsmaterialer, der kan hjælpe lærere, pædagoger og skoleledelse med at forberede eleverne på målingen, og som giver hjælp til at styrke trivsel og undervisningsmiljø, hvor målingen viser, der er et behov.
Det videre arbejde
Ekspertgruppen kommer med sine endelige anbefalinger i juni 2014. Her vil der være bud på, hvilke spørgsmål der skal indgå i den årlige nationale måling. På baggrund af anbefalingsrapporten vil folkeskoleforligskredsen træffe beslutning om trivselsmålingens hyppighed, målgruppe og spørgsmål.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA