Effekter af ordinær uddannelse for ledige
Udgivelsens forfattere:
- Jacob Nielsen Arendt
- Dario Pozzoli
KORA har udarbejdet en litteraturoversigt over danske og internationale effektmålinger af ordinær uddannelse for ledige. Rapporten har fokus på, om uddannelse hjælper ledige hurtigere ud af ledighed og på de lediges beskæftigelsessituation på længere sigt. KORA har udarbejdet rapporten for Styrelsen for Arbejdsmarked og Fastholdelse.
Konklusioner
Da uddannelsesaktivering kan være en langsigtet investering, som forventeligt flytter fokus fra jobsøgning og direkte kontakt med jobmarkedet, er det essentielt at skelne mellem to typer af effekter:
- Effekter under eller i begyndelsen af ledighedsforløbet (fastholdelseseffekter)
- Effekter efter aktiveringsforløbet (programeffekter)
Der er stærk evidens for, at uddannelsesaktivering har markante fastlåsningseffekter, som også er større, jo længere uddannelsesforløbet er. Til gengæld er der modstridende viden om, hvorvidt der er positive programeffekter efter end aktivering.
De fleste studier er baseret på en kort eller mellemlang undersøgelseshorisont i højst 3 år frem i tiden, hvilket potentielt kan forklare de små programeffekter. Der er en klar tendens til, at de internationale studier, der anvender en længere evalueringshorisont end 3 år, finder mere positive programeffekter, men de er ikke store nok til at opveje fastholdelseseffekterne.
Kun for korte kurser står beskæftigelseseffekterne på sigt mål med fastholdelseseffekterne. Tilsvarende resultater med mere positive programeffekter på længere sigt og bedre resultater for kortere kurser findes ikke i danske studier. Der er kun foretaget få cost-benefit analyser af uddannelsesaktivering.
De viser, at selv når uddannelsesaktivering har positive beskæftigelseseffekter, står værdien af effekterne sjældent mål med omkostningerne, især for længevarende uddannelsesforløb.
Det skal nævnes, at størstedelen af studierne kun estimerer effekterne af at deltage i uddannelsesaktivering og ikke tager højde for en eventuel motivationseffekt eller andre effekter, som aktivering måtte have.
Metode
Der er foretaget en struktureret litteratursøgning i kendte databaser, arbejdspapirserier og ved gennemlæsning af eksisterende litteraturoversigter samt snowballing af fundne referencer.
Uddannelse til ledige inkluderer både:
- generelle forberedende og erhvervskompetencegivende uddannelser i det ordinære uddannelsessystem (fx AMU-kurser)
- kurser i grundlæggende kundskaber (fx pc-kurser, regne- og skrivekurser) samt særligt tilrettelagte erhvervsfaglige kurser
Der inkluderes studier foretaget i OECD-lande med indsatser udført efter 1994. Søgningen resulterede i, at 78 studier blev inkluderet, gennemlæst og refereret. Heraf er 20 danske.
Udgivelsens forfattere
- Jacob Nielsen ArendtDario Pozzoli
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA