Effekter af en integreret social- og beskæftigelsesrettet indsats – 3 år efter
Udgivelsens forfattere:
- Arbejdsmarked
- Socialområdet Arbejdsmarked, Socialområdet
Social- og Boligstyrelsen har finansieret en opfølgende effektmåling af projektet ”Social støtte i overgang til og fastholdelse i job” – et projekt, som blev gennemført i fem danske kommuner i perioden 2018 til 2020. Da der nu er adgang til data i op til 36 måneder efter indsatsens afslutning, er der i denne rapport foretaget effektmåling med et længere sigte.
Desuden er der i denne rapport målt effekter på sundhed, kriminalitet, uddannelse og overgang til indkomsterstattende ydelser.
Indsatsens effekter på beskæftigelse
I analyserne findes en positiv effekt af indsatsen på sandsynligheden for at påbegynde en virksomhedsrettet indsats (oftest virksomhedspraktik) og for at komme i beskæftigelse. Effekten af indsatsen for overgang til virksomhedsrettet indsats er væsentligt større end effekten for beskæftigelse. Men når det analyseres, om de deltagende borgere fastholdes i beskæftigelse, viser resultaterne, at indsatsen ikke forbedrer fastholdelse i ordinær beskæftigelse. Det ses også, at det kun er i halvandet år efter påbegyndelse af den sociale støtte, at deltagerne fastholdes i den virksomhedsrettede indsats i højere grad end borgerne i kontrolgruppen.
Indsatsens effekter på andre aspekter af borgerens liv
For de sundhedsmæssige aspekter, der er inddraget i analysen, findes det, at indsatsgruppens brug af egen læge samt hospitalshenvendelser vedr. skizofreni og lignende er lavere end kontrolgruppens, mens brugen af handicapydelser er højere. Desuden findes det, at indsatsen mindsker sandsynligheden for overgang til førtidspension eller ressourceforløb. Sandsynligheden for at være overgået til førtidspension eller ressourceforløb er ca. en tredjedel lavere for indsatsgruppen end for kontrolgruppen.
Metode
De statistiske analyser er foretaget ved hjælp af registerdata indhentet hos Danmarks Statistik. Effekterne af indsatsen er identificeret ved at sammenligne en række udfaldsmål for deltagerne i projektet med en kontrolgruppe. Kontrolgruppen er identificeret blandt aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere bosiddende i kommuner, der ikke deltog i projektet. Analyserne af beskæftigelse estimerer effekterne af indsatsen for overgang til hhv. virksomhedsrettet indsats og ordinær beskæftigelse samt indsatsens effekt på fastholdelse i begge dele. Derudover måles effekter af indsatsen på sundhedsindikatorer, kriminalitet, uddannelse og overgang til andre indkomsterstattende ydelser.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Social- og BoligstyrelsenUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd