Can life events predict first-time suicide attempts? A nationwide longitudinal study

Forebyggelsesparadokset beskriver omstændigheder, hvor flertallet af selvmordsforsøg stammer fra en population med lav eller moderat risiko, mens det kun er få, som kommer fra en "højrisikogruppe". Antagelsen er, at en lav prævalens kombineret med mange årsagsforklaringer gør det umuligt at identificere en højrisikogruppe, som er lig med alle selvmordsforsøg.

Den bedste metode til at studere begivenheder som førstegangs selvmordsforsøg og deres årsager er at indsamle data om individuelle begivenhedsforløb. Administrative registre blev anvendt til at identificere en gruppe med høj risiko for selvmordsadfærd inden for en population bestående af seks fødselsårgange (N = 300.000), født mellem 1980 og 1985, som blev fulgt fra 15- til 29-årsalderen. Risikoestimaterne er baseret på en diskret logistisk odds-ratio model.

Prævalensen var 4,5 % for førstegangs selvmordsforsøg. Familiebaggrund og faktorer vedrørende familieopdragelse var prædiktiv for senere førstegangs selvmordsforsøg. En ung persons diagnose med psykiatrisk lidelse eller udviklingsforstyrrelser (ADHD, angst, depression, PTSD) og det at være offer for vold eller seksuelle overgreb bidrog til den forklarende model. Men i modsætning til forebyggelsesparadokset tyder resultaterne på, at det er muligt at identificere en afgrænset højrisikogruppe (som udgør mindre end 12 %) i befolkningen, hvor to tredjedele af alle førstegangs selvmordsforsøg stammer fra, mens en tredjedel af de observerede selvmordsforsøg kommer fra grupper med lav eller moderat risiko.
Fundene bekræfter behovet for en kombineret strategi med universelle, målrettede forebyggelsesmetoder i politikudvikling samt i strategiske og praktiske tiltag, og i artiklen præsenteres nogle lovende forebyggelsesstrategier.