Borgernes liv og drømme i handleplaner
Udgivelsens forfattere:
- Ledelse og implementering
- Socialområdet Ledelse og implementering, Socialområdet
Målene for handleplaner efter servicelovens § 141 er klare og ambitiøse, mens vejene til at opnå målene for den enkelte borger er mangfoldige og udfordrende. Derfor er der behov for konstant udvikling af metoder og tilgange til at samarbejde med borgerne om deres handleplaner.
Det behov skal dette inspirationshæfte være med til at dække. Det bidrager til den faglige udvikling af metoder til at arbejde med handeplaner ved at dele fire kommuners erfaringer. Målet er først og fremmest at inspirere til at gå i gang med udvikling af handleplansarbejde og anvise konkrete, metodiske veje videre.
Gør handleplaner til borgernes egne
De fire kommuner København, Randers, Aarhus og Aalborg blev i 2016 bevilliget støtte fra VELUX FONDEN til deres arbejde med at udvikle handleplansarbejdet. Målet var, at handleplanerne i højere grad inddrager borgerne og gør handleplanerne til ”deres planer”. For at understøtte kommunernes udviklingsarbejde fik VIVE og COK til opgave at gennemføre halvårlige vidensseminarer for de fire kommuner i perioden 2017-2019.
Inspirationshæftet indeholder først et afsnit om de grundlæggende mål, der arbejdes med at opnå, og dernæst et afsnit om den begejstring, som borgere og fagpersoner oplever, når det lykkes at omsætte intentioner og mål med handleplanerne til praksis i borgerens liv. Derefter zoomes der yderligere ind på de enkelte kommuners overskrifter, metoder og erfaringer.
Et springbræt til ideer
Inspirationshæftet er tænkt som en kort introduktion og et springbræt til ideer og erfaringer i det løbende udviklingsarbejde med at realisere målene med handleplaner. Erfaringerne fra i går kan være meget nyttige, men de bliver hele tiden udbygget med nye ideer og erfaringer fra i dag. Derfor afsluttes inspirationshæftet med henvisninger til steder, hvor der løbende formidles nye ideer og erfaringer, blandet andet fra de fire udviklingskommuner og fra Socialstyrelsen. På samme vis har projektet fået sin egen samlende formidlingsside, hvor der findes supplerende viden og filer, filmklip fra projekterne samt yderligere referencer og ledetråde. Se mere her.
Metode
Medarbejdere og ledere fra de fire kommuner mødtes til halvårlige heldags vidensseminarer, hvor de arbejdede med at dele erfaringer og viden med hinanden gennem forskellige præsentations- og samarbejdsformer. COK og VIVE stod for tilrettelæggelse og gennemførelse af vidensseminarerne. COK og VIVE inddrog viden og erfaringer fra andre kilder til inspiration og opsamlede kommunernes erfaringer, der indgår dette inspirationshæfte.
Se mere her
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Velux FondenSamarbejdspartnere
COK - Center for Offentlig Kompetenceudvikling