Børnene Først mangler afgørende fokus på kompetent ledelse

Endelig slap katten ud af sækken, og den store verden fik kendskab til detaljerne i regeringens udspil Børnene Først.

Det er længe ventet, men den lange ventetid viste sig at være proportional med udspillets omfang. Det er et af de største og mest vidtfavnende politiske udspil på det børnesociale område, jeg nogensinde har set.

Vi ved fra pressen, at regeringen har inddraget og fået inspiration fra mange forskellige parter i arbejdet.

Det afspejles i, at der er ændringsinitiativer på utrolig mange politikområder: tidligere og mere markant indgriben, ny organisering, for eksempel af familieplejeområdet, nye rettigheder til børn i udsatte positioner, øgede bevillinger til feltet, kompetenceudvikling af fagpersoner, nye procedurer osv.

Nogle initiativer virker oplagte og må forventes at kunne samle bred støtte i Folketinget. Det gælder forslaget om, at kommunerne altid bør undersøge søskendes behov, når man anbringer et barn. Også forslaget om, at alle børn, der er anbragt på institution, får mulighed for at få en venskabsfamilie.

Og at kvaliteten på plejefamilieområdet skal styrkes gennem bedre rådgivning, supervision og kompetenceudvikling, samt at vi bør have bedre viden om efterværn og bedre metoder i indsatserne til tidligere anbragte.

Fra initiativ til virkelighed

Men der er også initiativer, der allerede på forhånd har vakt stor debat.

I hvilken udstrækning er tvang, som regeringen lægger op til skal bruges meget hyppigere, løsningen på de udfordringer, anbragte og tidligere anbragte møder? Hvor mange børn skal bortadopteres uden samtykke fremover? Og er det til barnets bedste, hvis forældrene involveres meget mindre? De er i al fald meget lidt synlige i udspillet.

Regeringen har været forudseende ved kort at skitsere nogle forslag til, hvordan man får omsat initiativerne til praksis. Der opremses efteruddannelse, nationale retningslinjer, regionale implementeringsmøder, konkrete mål, der følges op med nye nøgletal, og en overordnet evaluering.

Men vi ved jo fra al tidligere lovgivning på det børnesociale område, at det faktisk ofte er omsætningen til praksis ude i kommunerne, der halter. Vi har masser af undersøgelser fra Ankestyrelsen, VIVE, professionshøjskolerne med flere, der dokumenterer, at lovens intentioner ofte ikke reflekteres tilstrækkeligt i virkeligheden.

At børn og unge ikke føler sig hørt i deres egen sag, at der ikke er en stabil voksen at knytte sig til over tid, eller at der er fejl i mange sager. Både ubetydelige formaliafejl, men også vigtige fejl, som er af stor betydning for, hvordan det opleves at være barn, ung og forældre i processen.

Vi ved, at det faglige råderum nogle gange muliggør, at en fagprofessionel kommer til at få en fantastisk betydning for en ung i overgangen til voksenlivet. Men også at en anden fagprofessionel ikke når at få tilstrækkelig føling med den unge, som derfor ryger ud over kanten igen, og mange års indsats og et ungt voksenliv tabes på gulvet.

Implementering kræver tæt ledelse

Mine kolleger og jeg er netop færdig med at evaluere Børne-frikommuneforsøget, som vi kalder det.

Her er tre kommuner blevet fritaget for udvalgt administrativt arbejde på børneområdet, blandt andet ved undtagelser fra visse regler i serviceloven. Familieafdelingerne har skullet omsætte den frigjorte tid til et tættere, hyppigere og bedre samarbejde med børn og forældre.

Et væsentligt resultat er, at kommunerne faktisk lykkes med denne omlægning i stor udstrækning.

De fortæller samstemmende, at der skulle en anderledes og tæt ledelsesproces til for at ændre de rutiner, tilgange og forståelse, familieafdelingerne har udviklet gennem mange år, og at det til tider har krævet nye ledere til nye ledelsesprocesser.

Derfor er ledelse et af de begreber, jeg savner i udspillet. Ikke ét sted er betydning af kompetent ledelse nævnt.

Den lokale ledelse i kommunerne bliver en helt afgørende krumtap, hvis intentionerne i Børnene Først skal blive til virkelighed. Dygtige fagpersoner er en nødvendig men ikke tilstrækkelig forudsætning – uden kompetent ledelse kommer vi ikke langt nok.

Derfor er der al mulig grund til at hejse flaget: Husk som Folketing at sætte fokus på, hvordan initiativerne bliver til virkelighed.

Husk at forpligte jeres samarbejdspartnerne på implementeringsprocessen, og at kommunerne er den væsentligste aktør. Og måske skal nogle af kompetenceudviklingsmidlerne gå til ledelse.