Børn og unges møde med Ungdomskriminalitetsnævn og Ungekriminalforsorg

I 2019 trådte en ny reform i kraft i Danmark, som fokuserer på en tidlig og konsekvent indsats mod ungdomskriminalitet. Med reformen blev der oprettet et nyt system med Ungdomskriminalitetsnævn og Ungekriminalforsorg til behandling af sager med børn og unge i alderen 10-17 år, som er mistænkt eller dømt for personfarlig eller anden alvorlig kriminalitet.

Op mod 4.500 børn og unge er blevet henvist til den nye system siden 2019, og omkring 70 % har fået et forbedringsforløb med tilsyn i Ungekriminalforsorgen.  Denne rapport sammenfatter hovedresultater fra et 4-årigt forskningsprojekt finansieret af TrygFonden, som har undersøgt reformen fra 2019.

Til forskningsprojektet er der indsamlet et stort empirisk materiale bestående af både register- og administrative data samt gennemført 81 interview med børn, unge, forældre og professionelle og observationer ved 24 nævns- og tilsynsmøder.

Et nyt system – men ingen ny værktøjskasse

Et af formålene med reformen fra 2019 var at sikre rettidig hjælp til kriminalitetstruede børn og unge ved at flytte beslutningskompetencen for tildeling af sociale indsatser fra kommunerne til Ungdomskriminalitetsnævnet (UKN). Resultaterne fra denne undersøgelse peger på, at hovedparten af børnene, der henvises til UKN, allerede er kendte af politiet (som ofre for eller udøvere af kriminalitet) eller har modtaget indsatser fra kommunerne.

Det nye system vurderes at medføre statslige merudgifter på ca. 115 mio. årligt, fordelt på Ungekriminalforsorgen (ca. 33 mio.) og Ungdomskriminalitetsnævn, politi og anklagemyndighed (ca. 82 mio.). Mens reformen ikke har tilført markant flere ressourcer til kommunerne eller haft til formål at afprøve eller udvikle nye kriminalitetsforebyggende indsatser. Værktøjskassen er den samme som før, men deltagelsen i indsatserne er nu underlagt tilsyn og kontrol. Her kan der være behov for at styrke kvaliteten af anbringelser og behandlingsmulighederne samt styrke det tværsektorielle samarbejde særligt mellem skole, socialforvaltning og psykiatri.

Intensiv tilsynsmodel med fokus på fejltrin

Mange børn og forældre er positive over at få hjælp i begyndelsen af deres forbedringsforløb, men over tid opleves forløbet og særligt tilsynet som indgribende.

De tilsynsførende i Ungekriminalforsorgen er forpligtet til at give indskærpelser ved brud på vilkår og indstille til genbehandling i UKN. Børn og unge er bekymrede for risikoen for indskærpelser og genindstilling til nævnet. De oplever at blive ”straffet” for almindelig ungeadfærd som at udeblive fra skole eller et tilsynsmøde. Anbragte børn er særligt i risiko for genindstillinger ved kontroverser med personale på opholdssteder og institutioner på grund af anmeldelser af trusler/vold eller rømninger. Regelgrundlaget for Ungekriminalforsorgen afspejler en tilsynsmodel med nul-tolerance for brud på vilkår, mens der mangler ’belønning’ undervejs til at understøtte og anerkende positive forandringer

Flere børne- og ungerådgivere og tilsynsførende beskriver denne praksis som kontra-produktivt for det pædagogiske arbejde med at støtte en gradvis og positiv udvikling hos barnet. Tilgangen med kontrol og reaktioner ved fejltrin kan også udfordre tilliden til voksne i støttende og omsorgsgivende funktioner, da de alle skal indrapportere, hvis barnet bryder med vilkår (fx forældre, plejeforældre, pædagoger på børne- og ungehjem, lærere, voksne i fritidsaktiviteter og fritidsjob).

Med de gældende retningslinjer for tilsynet, hvor tilsynsførende skal give indskærpelser ved alle vilkårsovertrædelser, er der en risiko for, at børnene bliver yderligere sanktioneret andre overtrædelser end kriminalitet, som kan relateres til enten individuelle udfordringer (33 % har en psykiatrisk diagnose) eller institutionelle forhold, hvor støttebehov ikke imødekommes.

Tilsynsmodellen står i modsætning til den viden, vi har fra forskning i ’desistance’, som beskriver forhold, der skal være til stede for at understøtte en proces væk fra kriminalitet. For unge, som har en kriminel løbebane, er det en gradvis og ikke-lineær proces at ændre livsbane. I den proces er det centralt, at der er plads til at fejle undervejs, blive mødt i sociale relationer med positive forventninger og tillid samt anerkendt i et positivt selvbillede.

Resultaterne fra dette projekt peger samlet set på et behov for grundlæggende ændringer i systemet for at styrke indsatsen for de mest udsatte børn og unge og sikre deres trivsel på vejen væk fra en kriminel løbebane