Børn og unges erfaringer med at fortælle om vold og seksuelle overgreb
Udgivelsens forfattere:
- Børn, unge og familie
- Socialområdet Børn, unge og familie, Socialområdet
Børn og unge, der er udsat for vold eller seksuelle overgreb, fortæller ofte ikke om deres oplevelser. Når de gør, fortæller de det ofte til personer tæt på dem, såsom en ven eller en forælder. Det er til gengæld sjældent, at de fortæller om det til myndighederne, og det kan have den konsekvens, at myndighederne først sent og i nogle tilfælde aldrig får kendskab til det.
Formålet med rapporten er derfor at belyse børn og unges erfaringer med at gøre opmærksom på eller fortælle om vold og seksuelle overgreb. Fokus er på at identificere, hvilke mekanismer der kan fremme eller omvendt hindre, at børn og unge fortæller om sådanne oplevelser, samt afdække børnenes og de unges oplevelser med håndteringen af disse sager.
Undersøgelsen bygger på kvalitative tidslinjeinterview med 20 børn og unge i alderen 12-25 år, der har været udsat for fysisk vold, psykisk vold, seksuelle overgreb eller oplevet partnervold mellem deres primære omsorgsgivere. Der er fokus på overgreb udøvet af nære familierelationer eller af andre voksne med nær tilknytning til familien.
Kort fortalt viser undersøgelsen, at børn og unges forløb med at gøre opmærksom på eller fortælle om deres oplevelser kan inddeles i tre faser: erkendelsesfasen, opsporingsfasen og håndteringsfasen. De tre faser afløser ikke nødvendigvis hinanden, men væves ofte ind i hinanden.
Det er en vanskelig proces for børn og unge at gå igennem de forskellige faser, som ofte er fyldt med tvivl og komplekse overvejsler. Derfor er det vigtigt, at personer omkring dem støtter dem i at forstå og italesætte deres oplevelser i et tillidsfuldt rum.
10 opmærksomhedspunkter i samtaler med børn og unge om vold og seksuelle overgreb
Børnene og de unge giver i interviewene en række råd til, hvordan fagpersoner og rammerne omkring kan understøtte samtaler om overgreb. Disse råd er nært knyttet til deres erfaringer med at fortælle om det gennem de tre faser og kan samles under 10 opmærksomhedspunkter.
- Vær opmærksom på tegn og reaktioner og inviter til samtaler
- Giv tid til fortællingen og følg op
- Vær lyttende og bekræftende
- Vær opmærksom på barnet eller den unges bekymringer
- Gå fra generelle til specifikke spørgsmål
- Giv barnet eller den unge kontrol over fortællingen
- Hav uformelle samtaler, der også handler om andet
- Afhold samtaler i fortrolige rammer
- Vær transparent om vidensdeling
- Forklar roller, opgaver og det videre forløb.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Social- og BoligstyrelsenUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd