Benchmarking af kommunernes integrationsindsats på beskæftigelsesområdet
Udgivelsens forfattere:
- Jacob Nielsen Arendt
- Søren Teglgaard Jakobsen
- Astrid Kiil
- Hans Skov Kloppenborg
KORA har i to rapporter benchmarket kommunerne i forhold til hinanden for at se, hvor godt deres udenlandske borgere fra ikke-vestlige lande integreres.
Rapporten her har fokus på integrationssucces på beskæftigelsesområdet: Hvis voksne, som står uden arbejde, kommer i job eller uddannelse inden for tre år, betragtes det som en succes. Den anden rapport i serien har fokus på kommunernes integrationssucces på uddannelsesområdet.
Benchmarkinganalyserne tager højde for, at kommunerne har forskellige rammevilkår, og at indvandrerne derfor har forskellige forudsætninger for at komme i arbejde eller uddannelse. Undersøgelsen tager højde for følgende rammevilkår:
- indvandrernes helbred
- køn, civilstatus og børn
- medbragt uddannelse
- oprindelsesland
- danskuddannelse, opholdsgrundlag
- opholdstid i Danmark
- ledighed og arbejdspladser i pendlingsområdet
Integrationssuccesen bliver målt ved at se på, hvor mange af kommunens indvandrere der kommer i beskæftigelse eller ordinær uddannelse inden for tre år og sætte det i forhold til, hvad man kan forvente ud fra kommunens rammevilkår. Ligger den observerede andel højere end den forventede andel, bliver det betragtet som en succes.
Konklusioner
Kommunerne er inddelt i femtedele, alt efter hvor godt indvandrere af ikke-vestlig oprindelse klarer sig i forhold til kommunens rammevilkår, og kommunerne ligger ret forskelligt i de forskellige målinger. Der er ingen kommuner, der ligger i top ti i alle tre benchmarkinganalyser på beskæftigelsesområdet, men Billund, Jammerbugt og Lemvig ligger i den bedste femtedel.
Analysen er opdelt på tre grupper af indvandrere. Nedenfor vises inddelingen af kommunerne efter benchmarkingindikatoren for hver af disse. Resultaterne kan danne baggrund for erfaringsudveksling mellem kommunerne – dog kan top og bund ligge mere eller mindre langt fra hinanden. Derfor er kommuneinddelingen suppleret med en beskrivelse af forbedringspotentialet i form af forskellen mellem den mindst succesfulde og den mest succesfulde femtedel af kommunerne, når der er taget højde for kommunernes rammevilkår.
Indvandrere af ikke-vestlig oprindelse, der har boet i Danmark i mindre end ti år
49 procent af de ikke-vestlige indvandrere, der har opholdt sig i Danmark i højest ti år, kommer i job eller uddannelse inden for tre år. For denne gruppe er forbedringspotentialet stort: Når der er taget højde for kommunernes rammevilkår, er forskellen mellem den mest succesfulde og den mindst succesfulde femtedel af kommunerne 11,4 procentpoint.
Tabel 1: Ikke-vestlige indvandrere på 16-64 år med opholdstid højst ti år, 2002-2011
Note: Kommuner med mindst 80 indvandrere i den relevante gruppe. Kommunerne er listet alfabetisk inden for grupperne. Kommuner markeret med fed er de ti kommuner, som er henholdsvis mest og mindst succesfulde.
Indvandrere af ikke-vestlig oprindelse, der har boet i Danmark i mere end ti år
På landsplan er der 45 procent af ikke-vestlige indvandrere, der har været i Danmark i mere end ti år, der kommer i gang med et job eller en uddannelse inden for tre år. Her er de kommunale forskelle ikke store: Når der er taget højde for kommunernes rammevilkår, er forskellen mellem den mest succesfulde og den mindst succesfulde femtedel af kommunerne 6,6 procentpoint.
Tabel 2: Ikke-vestlige indvandrere på 16-64 år med opholdstid over ti år, 2008-2011
Note: Kommuner med mindst 80 indvandrere i den relevante gruppe. Kommunerne er listet alfabetisk inden for grupperne. Kommuner markeret med fed er de ti kommuner, som er henholdsvis mest og mindst succesfulde.
Flygtninge og familiesammenførte under integrationsloven, der har fået opholdstilladelse i Danmark siden 2007
I denne gruppe er der i gennemsnit 41 procent, der kommer i job eller uddannelse inden for tre år. Dette er gruppen med det største forbedringspotentiale: Når der er taget højde for kommunernes rammevilkår, er forskellen mellem den mest succesfulde og den mindst succesfulde femtedel af kommunerne 22,4 procentpoint.
Tabel 3: Flygtninge og familiesammenførte på 18-64 år under integrationsloven, 2007-2011
Note: Kommuner med mindst 30 flygtninge og familiesammenførte i den relevante gruppe. Kommunerne er listet alfabetisk inden for grupperne. Kommuner markeret med fed er de ti kommuner, som er henholdsvis mest og mindst succesfulde.
Udgivelsens forfattere
- Jacob Nielsen ArendtSøren Teglgaard JakobsenAstrid KiilHans Skov Kloppenborg
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA